Fredag er jo en yndling og en favorit for mig og det har ikke ændret sig, selvom jeg nu arbejder for os herhjemme. Vores fælles liv har i mange år været delvist båret af et uproblematisk og stabilt samarbejde, som danner basis for hverdagen uanset, hvor de fleste timer er blevet lagt. Det kommer naturligt, når man er forældre til et barn som Alexander. Enten er man gode til at samarbejde, bliver det i en fart eller alternativt opgiver man vel og skilles måske for altid.
Vi fandt hurtigt ud af, at det er noget, vi faktisk er temmelig gode til. Vi supplerer hinanden, fordi vi er meget forskellige. Det kan være en styrke for nogen. Det er det for os. Der er dog ét sted, hvor samarbejde og forskellighed ikke er nødvendigt, men bare hyggeligt. Vi er nemlig frygteligt enige om, at fredag er den bedste dag på ugen. Hele dagen kan man hygge sig med arbejdet og bagefter er der timer, hvor man kan gå og forberede til weekenden.
I dag er der pulled pork på menuen. Den har været i ovnen i mange timer. Lige nu er der gang i den hjemmelavede coleslaw og begge dele plejer altså at smage, så elefanter flyver og den amerikanske ishockey-liga smider skridtbindene af begejstring, så der er god grund til, at vi er flere herhjemme, der glæder os.
At eftermiddagen og den tidlige aften krydres af den smukkeste sensommersol, som har planer om at velsigne os hele weekenden, gør det ikke ringere og med tanke på de gamle og medtagne tagrender, tømreren har fjernet, de mange meter brædder der skal males og det udeliv, der har været alt for lidt af på det sidste, er det altså den bedste fredag og start på weekend længe.
Må din weekend byde på alt det fantastiske. Min starter i sofaen om et øjeblik :-)
7 kommentarer
Liselotte
21. september 2013 at 13:08Det er godt, når det virker :-)
Tina - omme i London
21. september 2013 at 00:43Som du ved, er vi en omvandrende kontrast – paa alle omraader; og det virker altsaa bare. Rigtig god weekend til jer.
Marianne
20. september 2013 at 21:05Smukke ord – ord der varmer ord der får et smil frem og ord til eftertænksomhed – dine ord – men de rammer andre – tak for dine smukke ord
Sidsel
20. september 2013 at 20:28Du skriver så smukt Liselotte. I har været meget igennem, det sværeste nogensinde. At i elsker og klæder hinanden, er så smukt. Og mit hjerte glædes. God weekend:-)
Anne-Mette
20. september 2013 at 19:31Dejlige ord at gå til weekend på Liselotte!! Gode ord om dét at “komme igennem” sammen er som du siger ikke nogen selvfølge….VI har også fundet ud af at vi supplerer hinanden godt – og jeg er super taknemmelig!! (aarrgghh – selvfølgelig er jeg osse til tider ved at springe i luften over at manden ikke gør som jeg gør/vil – når jeg senere tænker efter er dét jo netop styrken…)
Billedet med ishockey-holdet blev helt levende for mig, og skridtbind fløj om ørene på mig ;-) Ha en rigtig dejlig ude-efterårs-weekend Liselotte
Camilla
20. september 2013 at 19:26Virkelig et dejligt indlæg! Så fine tanker om samarbejde og “compatibility” – jeg er helt enig med dig i, at det ofte danner en meget solid grund for et godt forhold. Sådan er det i hvert fald herhjemme :)
Og så er fredag bare en super dag! Arbejdet flyver nemmere fordi man ved at fritiden venter lige om hjørnet, og fredag aften er oplagt til at fejre det – jeg er super-misundelig på jeres pulled pork (det er noget af det lækreste), men heldigvis hiver jeg mand og besøgende mutti ud på nyåbnet restaurant meget snart :)
Jeg ønsker jer en skøn weekend!
Hobbitten
20. september 2013 at 19:21Du burde skrive en bog med dit herlige billedsprog. Rigtig god weekend til jer