22

Fra Valby til Aalborg med afstikker til både Ringsted og Bogense

Lørdag aften havde vi så mange planer for søndag. Søndag skrottede vi dem alle. Jeg var for utilpas og trængte egentlig bare til at komme hjem til Aalborg, hvor jeg kunne være mig og ikke skulle være selskabelig. Jeg havde lidt ondt, var træt og lidt utilpas, så vi besluttede at pakke sydfrugterne og sætte kurs mod Fyn, hvor vi ville indtage en god frokost, inden vi kørte nordover.

Vi kører altid op ad Carl Jacobsens Vej. På den måde kommer vi forbi Venners Hjem og kan lige grine lidt af Mick Øgendahls ufattelig upassende figur. Og upassende er han altså. Alligevel griner jeg, så jeg klasker mig på lårene, når han toner frem. Spas kan man aldrig få for meget af.

Carl Jacobsens Vej, Valby

Vejret var vendt, da vi nåede til søndag. Lørdag var fantastisk med sensommer og mulighed for at sidde ude hele eftermiddagen. Det kunne ikke anbefales søndag.

Vi nåede heldigvis motorvejen på 2 minutter fra Julius Lassens Vej. Det var bare lige ned og ud gennem Folehaven, så var vi der og på vej.

Trafikken var tilforladelig, så det varede ikke mange minutter, før vi var ude af København og godt på vej. På fredage kan det tage timer at nå Roskildeegnen, men ikke en søndag formiddag. Det kunne vi lide, for beslutningen var taget. Vi ville hjemad.

Undervejs huskede vi, at der var kommet Outlet ved Ringsted. Omveje er med til at gøre køreturen sjov, så vi snuppede en. Ind omkring Ringsted Outlet. Her var masser af parkeringspladser og ikke alt for mange, men dog alligevel en imponerende samling kunder sådan en søndag tæt på frokost.

sondag 118

sondag 133

sondag 119

Kenneth slæbte poser der fra. Det var en fin omvej. Og udbytterig.

I bilen kunne jeg se, at der var kommet forslag til frokost ved havnen i Bogense og hvorfor ikke? Vi havde aldrig været i Bogense og én gang skal jo være den første, så vi sigtede efter byen med Mini Manneken. Trafikken var blevet tættere, men det gik nu alligevel rask derud af og pludselig var vi på vej over Storebælt.

sondag 154

sondag 158

– og snart efter landede vi på Fyn. Her plejer trafikken at være tæt, men vi havde god plads og fornuftige medbilister, så det gik rask tværs hen over Fyn indtil vi drejede fra mod Bogense. Fyn er fin. Fyn er smuk. Vi ramte margueriteruten, men jeg har Fyn mistænkt for, at de ikke har ret meget andet end motorvejen og margueritten, for der er dælme pænt dernede.

– også ved Bogense Havn …

Havnen i Bogense

For enden af havnen ligger Dampskibshuset, som gav frokost denne søndag …

Dampskibshusets Landgangsbrød til to...

Dampskibshusets Landgangsbrød til to...

Dampskibshusets Landgangsbrød til to...

Vi valgte landgangsbrød til to og det smagte skønt og var lige tilpas til en frokost. Vi sad med kig ud over vandet og vi nød, at vi kun var få gæster, så der var stille og rart at være. Personalet var opmærksomt og aldrig anmasende, så vi var faktisk svært tilfredse, da vi forlod stedet igen for at tage et hurtigt kig på Bogense.

Bogense

Bogense

Bogense Kirke

Vi parkerede lige oppe bag kirken på Torvet, hvor der hver torsdag året rundt er marked. Det er garanteret hyggeligt og vi skylder i dén grad byen et gen-visit, for nok gik vi en tur, men den var meget kort, fordi jeg faktisk havde ondt og egentlig hellere ville ind og sidde i en varm bil, end jeg ville spadsere rundt, hvor det blæste om alle gadehjørner. Alligevel tør jeg godt påstå, at Bogense er en smuk by. Det så jeg tilstrækkeligt til at vide. Den er skøn og bymidten er smuk med mange smukt restaurerede og velholdte, gamle byhuse.

Bogense

Bogense har også Rødekro og der er altså fest og farver på Rødekro. Selv på en søndag lige over middag, skal jeg love for. Der blev sunget fællessang, da vi passerede.

Bogense

– og så har Bogense vagthunden Bonni og det er jo nok til at skræmme livet af de fleste, tænker jeg. Bonni! Hun lyder farlig, ikke sandt?

Vi passerede med stor forsigtighed.

Bogense

Mon ikke det er Bogenses tungeste port?

Bogense

– og selvfølgelig skulle vi se Bogenses egen Manneken Pis. Han er sød og beskeden og så står han sådan et pænt sted.

Bogense, vi vender tilbage. Vi kan slet ikke lade være :-)

Du vil sikkert også kunne lide