– eller hvordan mine øjne snart bløder.
Der er landet et indspark i feminist-land, som allerede nu, inden den er udgivet på dansk, er skruet op til noget ganske særligt. Gyldendal har sendt bogen til mig og jeg elsker at læse, så jeg var spændt, da jeg tog hul på Caitlin Morans bud på kunsten at være kvinde.
Bogen er beskrevet som begavet, sjov, underholdende, tankevækkende og meget mere af samme skuffe og jeg leder forgæves efter det hele side efter side, mens jeg møjsommeligt pløjer mig gennem et lidt klodset, overdrevet sprog, en samling usammenhængende tankerækker og et forsøg på at beskrive alle de kvaler vi kvinder går gennem alene fordi vi er kvinder.
Det er gjort uden finesse.
Det er muligt, at det kan læses som sjovt, når hun beskriver sine kvaler i forbindelse med forvandlingen fra barn til kvinde. For mig bliver det lidt for krampagtigt, forceret morsomt, nedgørende og et studie i ikke at tage sig selv eller sin sag alvorligt. Det, mener jeg, er en svaghed ved bogen, fordi Caitlins ønske er at blive taget alvorligt. Hun brænder for sin sag, men hun nedgør den samtidig, fordi hun pakker den ind i et forsøg på at være sjov, som efter min mening slet ikke lykkes for alvor.
Hun er så desperat for at være sjov og underholdende, at hun bliver uklar. Jeg forstår i mange og lange passager ikke, hvad det er, hun vil mig. Hun sælger sin sjæl for et grin. Jeg mistænker hende kraftigt for at have læst for meget letbenet chick lit og nu skrive sin egen udgave med feminist-brillerne på. Det lykkes ikke rigtigt.
Jeg er feminist. Jeg er enig med Caitlin. Er du kvinde, er du feminist. Der er så mange uretfærdigheder til alene med baggrund i mit køn, at jeg aldrig ville blive færdig med at remse dem op. Derfor er jeg feminist. Ikke på nogen bastant, aggressiv måde, men feminist er jeg. Jeg synes, at det er vigtigt at tale om og debattere det at være kvinde på godt og ondt. Det er vigtigt at gøre det på en måde, som lader dagsordenen være klart defineret og så kan man sagtens være sjov, morsom, grine af og med. Jeg tåler sagtens, at vi griner af os selv, hinanden og vores køn, men jeg tåler ikke, at forceret gøgl overskygger selve sagen. Det gør det desværre det meste af tiden i Caitlin Morans Kunsten at være kvinde. Jeg provokeres af, at vi skal være tilfredse med vores kønsbetingede udfordringer beskrevet som letbenet og ubegavet chick lit.
Der er sjove vinkler, morsomme historier og enkelte tankevækkende øjeblikke, men…
Jeg synes ikke, at den fortjener sit stempel som feministbibel. Den fejler, fordi den ikke tager sig selv alvorligt. Den taber, fordi Caitlin hellere vil, at vi griner med hende, end vi mærker, hvad hun i virkeligheden forarges over, røres af og smerter ved. Det er ærgerligt. Mere er der ikke at sige om det.
Jeg har læst Kunsten at være kvinde af Caitlin Moran. Bogen udkommer på forlaget Gyldendal den 13. september 2013
18 kommentarer
Trine
12. september 2013 at 08:15Må jeg spørge hvor du har købt det fine cover til din telefon ;-)
Liselotte
12. september 2013 at 09:38Det må du i hvert fald, Trine. Det er ikke købt. Jeg har selv lavet det :-)
Mille
11. september 2013 at 19:37Jeg er slet ikke enig. Jeg syns bogen har sin berettigelse, uden at jeg kan gå ind i detaljer hvorfor, det föltes bare helt klart sådan da jeg läste den svenkse oversättelse for godt og vel et halvt år siden, (kan det väre oversätteren der står for probemet?) men hvis der skal deklareres så er jeg opvokset i en feministfamilie siden tresserne og alt det vi gamle rödströmper har i rygsäkken kan da vidst blive besvärligt når vi ska vurdere unge feministers valg af sprog og udsigt. Jeg syns den skal ha et klap på skulderen den bog og måske kan den få en og anden til at vågne op hvor mer voksent, velovervejet og pk materiale måske föles mega tungt. Venlig hilsen Mille
Liselotte
12. september 2013 at 07:30Skønt, at du ikke er enig, Mille! Som jeg skriver, så læs den selv. Måske er man nemlig begejstret, som du :-)
Hannah
11. september 2013 at 15:26Den der med, at kvindesagen i Danmark kun er noget forkælet sludder, fordi i SaudiArabien bliver de gift som otteårige, svarer til at sige, at vi ikke behøver at kæmpe for at arbejdsmiljøregler eller overenskomster bliver overholdt i Danmark, fordi de i Kina balancerer på bambusstilladser, sover i skabe og bliver låst inde i fabrikkerne.
Liselotte
11. september 2013 at 11:20Jeg synes da, at I skal læse den, for måske ser tingene helt anderledes ud fra jeres hjørne af verden. Jeg sidder ikke inde med sandheden, men jeg giver bare mit bud på bogen. Måske er jeg uretfærdig eller … :-)
Mette
11. september 2013 at 10:56Så ved jeg hvilken bog jeg IKKE skal læse det her efterår ;-) Tak!
Dorte
11. september 2013 at 10:01Slutter mig til koret af feminister – selv om jeg ikke kalder mig sådan til hverdag. Jeg er også rigtig træt af journalist/skribent-“feministerne”, der skriver “sjovt” om deres liv og udfordringer som kvinder.
Problemer med opfattelsen af kvinder som det svage køn udfordres dagligt. Blandt andet modtog jeg for få dage siden en kursusinvitation fra min fagforening (DJØF – Dansk Jurist- og Økonom Forbund) med overskriften “Selvfølgelig kan kvinder forhandle“. Kurset er rettet mod kvinder, der kan blive “mere bevidst om dine særlige feminine forhandlingsstyrker” og “spille bold med fænomener som modstand, mindreværd, status …” . Overordnet tager kurset udgangspunkt i spørgsmålet: “Er mænds forhandlingsteknik bedre end kvinders?” og at “Vores stærke underviserteam udfordrer fordomme og myter om kvinder i forhandlinger”.
Ja netop sådan et kursusoplæg er da med til at forstærke sådanne myter – og så i DJØF-regi, der har mange meget højtuddannede kvinder som medlemmer.
Suk, der er lang vej igen.
KirstenK
10. september 2013 at 21:13HMMM…Tak for din anmeldelse af bogen som er noget helt andet end jeg havde forventet….jeg har allerede forudbestilt den og agter da også at læse den og danne mit eget indtryk ved selvsyn. Desværre tror jeg den er udtryk for en “afart” af feminismen som vi kommer til at se rigtig meget til…Desværre får det ofte stik modsat virkning, nemlig at kvindekønnet latterliggøres og det er jo ikke ligefrem det vi har brug for!
Jeg er helt klart feminist…for længe siden den lidt mere militante slags….min mor var også feminist, blot var udtrykket ikke rigtig opfundet dengang… Og for mig handler det om respekt, også respekt kønnene i mellem, for vi er jo ikke ens og bliver det aldrig og skal heller ikke være det…
Marianne
10. september 2013 at 20:41Hej Liselotte
Jeg er også en af dine stille fans. Jeg er vild med dig og din blog.
Nu får jeg også lyst til at give et pip med. Det er ikke surt bare undrende.
Denne bog behøver jeg vist heller ikke læse, men faktisk kan jeg slet ikke forstå hvorfor jeg skulle være feminist. Jeg tror aldrig jeg har oplevet at der er noget jeg ikke kan pga mit køn, bortset lige fra at stå op og tisse – og det går nok. Ja, der er forskel på vore liv som mænd og kvinder, men ikke sjældent til min fordel. Jeg får fx lov til ikke at kunne gøre en bil ren eller skifte olie på den. Jeg slipper afsted med at lade som om jeg umuligt kan fatte hvordan en grill virker selvom jeg godt kan tænde bål. Min mand er ikke dum- jeg får lov. Det kan godt være at jeg ser bunkerne af vasketøj og støvet i hjørnerne først, men hvis jeg ikke vil bestemme fuldstændigt hvordan det skal gøres, men fortæller når jeg ikke orker mere. Ja, så er vi faktisk to. Jo, ind i mellem føler jeg mig frygteligt uretfærdigt behandlet, men det gør alle mennesker uanset køn vel?
Jeg har helt sikkert været heldig på mange områder i mit liv. Har langt de fleste danske kvinder ikke det? Hvis vi skal kæmpe for kvinders rettigheder så bliver det i mine øjne let lidt pinligt, men taler vi om kvinder i andre dele af verden – ja så forstår jeg hvad det handler om. På vores køns vegne på verdensplan er der noget at kæmpe for.
Hvad mener du når du siger at du er feminist? Hvilke kønsbetingede udfordringer?
Liselotte
11. september 2013 at 08:59For mig er feminisme bevidstheden om og kampen for ligestilling og dermed lige muligheder for alle. Ikke kun for kvinder, men for alle på tværs af køn, tro, farve og så videre. Feminisme er også bevidstheden om, at vi er OS og ikke dig og mig. Når den er til stede, er det svært ikke at være feminist, for der er hver eneste dag så mange eksempler på forskelsbehandling, at de slet ikke er til at remse op.
Ingen skal have særrettigheder, men alle skal have ansvar og dermed bidrage positivt til, at vi mennesker omgås hinanden på ligeværdig vis.
Du har ret i, at vi danske kvinder har det ulig meget bedre, end kvinderne i f.eks. Nigeria eller Vietnam, men det skal vel aldrig forhindre, at vi bliver bevidste lokalt, at vi er eller ikke er bevidste globalt. Hvis det var tilfældet, måtte vi aldrig arbejde på bedre vilkår her, hvis ikke vi først havde skabt ligestilling i resten af verden. Det er vist ikke realistisk.
Danske kvinder tjener i gennemsnit 16% mindre end danske mænd. Danske kvinder er generelt bedre uddannede end danske mænd …
Danske kvinder er oftest dem, der tager den hele barsel. Ofte er et af argumenterne, at det er den økonomisk bedste løsning for familien, fordi de tjener mindst …
I medierne tillades et stærkt sexistisk kvindesyn, som er nedværdigende, krænkende og forvandler vores køn til et objekt mere end noget andet. Konsekvensen er, at kvinder anses som mindre værd end mænd. Det kan – sat på spidsen – legitimere sexuel chikane, vold og generelt føder det vores fælles opfattelse af kvinder som det svage, lidt dumme køn, som må klare sig alene ved at se godt ud. Meget få mænd mener, at deres værd ligger i hvor tynde de er. Rigtig mange kvinder gør …
Landets ledelsesgange er befolket af mænd. Lige omkring 7% er kvinder …
– og når det er sagt, så er jeg sikker på, at vi kunne finde lige så mange eksempler på mænds manglende mulighed for ligestilling/lige behandling og vi kan finde tusinder af forklaringer på ovenstående. Vi kan argumentere her fra og ind i evigheden for både den ene og den anden side.
Jeg mener, at bevidstheden om, at vi gives forskellige muligheder, at vi ikke behandles ens og vi påføres stereotyper, som bunder i køn og dermed bevidst og ubevidst forhindrer ligevægt, ligestilling og lige muligheder er den virkelighed, min feminist tager sit udgangspunkt i :-)
Trine
10. september 2013 at 18:04Overeksponeret er min tanke om den bog.
Tænker at vi kvinder har for travlt med at kalde os feminister og derved glemmer hvad feminisme reelt står for. I stedet bliver vi sådan nogle der skøjter hen over begrebet i et forsøg på at være morsomme og casual. Resultatet er at vi ikke blivet taget alvorlige.
Liselotte, tak for din ærlighed og fordi du står ved dine meninger.
Hanne
10. september 2013 at 15:57Din beskrivelse af denne bog, synes jeg rammer en del klummer og dansk-skrevne bøger om samme emne, som mest af alt minder om en slags mislykket skreven stand-up, og ender med hverken at være sjov eller skarp.
Tak fordi du gad læse den, det behøver jeg ikke, kan jeg se :-)
Liselotte
10. september 2013 at 16:28Vi er helt enige Hanne. Hvor er alvoren og selvværdet henne? Er troværdighed og integritet solgt for chick lit og “bare de andre nu synes, at jeg er sjov”? Det gør mig helt trist, gør det :-(
Marianne
10. september 2013 at 15:57Hej Liselotte
Som hemmelig beundrer og mangeårig læser af din vidunderlige blog bliver jeg nu ekstra begejstret. Med din anmeldelse af denne bog og om byggeaffaldet i jeres smukke ådal viser du nye sider af dig selv, som jeg rigtig godt kan lide. Sjovt nok bekræfter de det indtryk jeg i øvrigt har fået af dig – og det er absolut positivt!
Hatten af for udfaldet af Øster Ådal-sagen! og Hatten af for denne anmeldelse, som ikke er ren gengivelse, men en personlig stillingtagen til indholdet. Det er befriende!
Det syns jeg bare du sku’ vide :-)
Mange hilsner!
Liselotte
10. september 2013 at 16:26Tak for din hilsen Marianne og det er såmænd bare en side, der har været lidt gemt af vejen, mens jeg brugte tid på at hele. Når huden er tynd, bløder man ved selv den blideste berøring, så jeg skulle lige gro noget af læder igen ;-)
Susling
10. september 2013 at 14:31Den mest tankevækkende “feministbog” jeg er blevet konfronteret med er “Kvinde kend din krop”. Nej fis. Det var bare for sjov. Det er vist mere en håndbog. Nej, den mest tankevækkende bog i den genre, jeg har læst til dato er: Norah Vincent’s Selfmade man. One woman’s journey into manhood and back again. Den har nogle år på bagen nu, men den handler om en kvinde, der laver en transgender og lever som en mand i 18 måneder af sit liv. Det sætter kvindeligheden på spil på en helt anden måde end lidt fnis og nu skal vi lige fortælle mænd og hinanden, hvor skabet rigtigt skal stå.
Søsterlig hilsen!
Liselotte
10. september 2013 at 16:23Jeg siger tak for den søsterlige hilsen og jeg mangler stadig at læse Norah Vincent’s Selfmade man. One woman’s journey into manhood and back again, men det er vist ved at være på tide :-)