Sarlat, en by med drivhusdækkede grave eller lidt om, at vi ærlig talt var mere end almindeligt nemme at underholde

En onsdag midt i årets sommerferie i Dordogne syntes vi pludselig, at al den lediggang måtte have en ende. I Sarlat; en smuk og ombejlet middelalderby midt i Périgord, var der programsat marked, som der omtrent altid er på enhver onsdag i enhver fransk by med respekt for sig selv.

Sarlat er smuk. Alene turen ned til byens middelaldercentrum er fantastisk. Hundredevis af trapper. Ned og ned. Rundt og rundt.

Der er lang vej og mine ben var udfordret, men det var nu mere tanken om returen, der havde taget ophold i mine tanker, da vi endelig nærmede os bunden og byens ældgamle centrum. Den slags skal nu ikke ødelægge en smuk dag, så jeg mente nok, at jeg skulle finde kræfter til opturen. Den måtte tage den tid, den slags tager, når man har ben med indbyggede forhindringer og jeg kan allerede nu afsløre, at det faktisk gik overraskende fint den anden vej.

Ved hovedgadens start, var der ikke noget, der afslørede markedet, men vi skulle nu ikke langt hen ad gaden, før vi hurtigt så, hvor der var leben og løjer.

Til sidst efter den strabadserende tur ned ad tusinde trapper og hen ad varme gader, nåede vi markedet.

Onsdag er primært fødevaremarked, så det var også, hvad vi havnede i. Et stort, smukt og fristende marked med alt til den kræsne gane.

I vores selskab var to passionerede trøffel-elskere, som havde svært ved at passere boderne med små, lokkende knolde af velsmag. De måtte ind og dufte, røre og længes, men inden de havde fået set sig om, var de gelejdet videre ud i krogene af det store marked.

Markedet var tæt pakket med mennesker. Faktisk så tæt, at vi måtte gå i gåse-gang og der gik ikke lang tid, før jeg kunne mærke, at jeg havde brugt min kvote af ud-af-huset, men jeg sagde ingenting, for hvem kan dog synes, at det er en god idé bare at vende hjem til stilheden efter halvanden uge uden andet end netop stilhed? Jeg skulle ikke ødelægge den gode stemning, så jeg tav. Og længtes.

Heldigvis er der andre i selskabet, der ikke lider i stilhed, så pludselig lød det: “… det her er ærlig talt da ikke til at holde ud. Jeg længes bare hjem …” og da først én havde sagt det højt, fulgte alle efter. Det viste sig nemlig, at vi egentlig bare havde lyst til at løbe skrigende bort, så det gjorde vi næsten.

Vi spiste en hurtig frokost og så tog vi benene på nakken. Det var varmt og anstrengede at nå op til toppen af byen igen, men det lykkedes.

Oppe på hovedvejen havde vi tidligere passeret rækkevis af små…? Øh, drivhuse? Med kors på? Religiøse gartnere? Kristne agurker?

Det var på tide at udforske nærmere, så vi trak over for at kigge over hækken og hvad så vi? Rækkevis af små glas-pavilloner (i mangel af bedre ord for de drivhuse, jeg ellers ville betegne dem som), som fungerede som overdækning på gravstederne på byens kirkegård.

Vi har ladet os fortælle, at det er specielt for byen Sarlat med de små glas-huse, som er placeret over gravene. De er der for at beskytte gravsten og pynt, blomster og hvad de ellers har valgt at dekorere deres familiegravsteder med. De er der også for at give ly og læ. De er anderledes. Det var endnu en horisont-udvidelse, skal jeg love for. Vi fik nu flere den dag, men denne her var da unik.

Og sådan fik vi så nok af det der storbyliv og skyndte os hjem til stilhed kun afbrudt af en ko, der brølede en sjælden gang. Man skulle jo nødig bliver for overvældet.