Og for enden stod et træ …

Nede for enden af der, hvor øjet rakte til, stod et træ. “Måske er det et godt træ at spise under”, sagde Oline ind imellem. Så kunne man sidde under Mælkevejen i Dordogne og spise ost og drikke vin, mens flagermusene dansede. Måske kunne man nøjes med at gå ned og inspicere i første omgang?

En aften gad vi; pigerne og jeg. Så tog vi benene på nakken og gik ud over engen. Vi ville ned til træet og videre til verdens ende eller i hvert fald til der, hvor vores kongerige endte og fårenes engdrag tog sin begyndelse.

Når man kiggede i retning af træet, kunne man tro, at man kunne se jordens krumning. Det var bare engens, men illusionen var skøn.

Et stykke dernede ad vendte vi os. Huset vi boede i lå lidt oppe af bakken. Pigerne syntes, at græsstubbene stak. Især Oline peb. Jeg kan huske aftensolens lune kærtegn, duften af græsset og lyden af pigerne, der sludrede om løst og fast, når jeg ser billederne.

Vi gik ud og ned. Et lille stykke. Så en dyreveksel. Fantaserede om sultne vildsvin med enorme stødtænder og rendte hurtigt i den modsatte retning. Nedad og nedad. Til bunds. Her var hegn og tæt krat, så fårene ikke kunne forvilde sig på afveje.

Bagefter var der turen op igen. Vi besteg små bjerge den aften. Og snakkede om alt mellem himmel og jord.

Da vi kom retur til huset, ventede en skøn aftensmad og alle de andre, jeg elsker. Livet var smukt og dejligt. Også den aften.