7

Potentiale for en skøn onsdag eller hvordan jeg venter på skønhed i flere former

I dag kommer Solvejg. Hele vejen fra varme Californien. Måske ikke direkte, men det er altså der fra, hun kommer.

Vi skal drikke kaffe og snakke. Vi skal sidde ude på Feddet og nyde sensommeren og den friske, kølige formiddagsluft. Vi skal sikkert også strikke lidt og ind forbi Garnudsalg, for at kigge og lade os friste.

Solvejg har haft bud med fra mig. Urban Decay og Madeline Tosh. To forskellige ting. Makeup og garn. Sådan er det jo. Livet består jo ikke kun af lagkage, men også en del rugbrød. Makeuppen skal forskønne mig. Et spinkelt håb for menneskeheden, kunne vi også kalde det. Garnet skal omsættes til et eller andet smukt. Beskedent, men smukt. Jeg har inspirationen i orden …

Inspiration

Bøgerne indeholder lidt forskelligt. Den underste bog er den kedeligste. Den øverste er skøn. Imponerende strik-værker kan man finde i den. Håndværk der imponerer. De tyndeste, fineste sjaler. Dem, du kan trække gennem vielsesringen. Estland har tradition for de smukkeste, knoppede lace-mønstre og en del af dem er vist og forklaret i bogen, ligesom den er fuld af god baggrund og historie. Den vil jeg gerne anbefale. Den anden kan du sagtens leve uden.

Om lidt kommer Solvejg. Måske jeg skulle finde en kop frem og ryste puderne? Jeg tror det.

Må din onsdag blive fuld af sensommer, sødme og skønne smil :-)

Du vil sikkert også kunne lide