Når man bliver så træt at pindene næsten står stille, kan det sagtens være godt for noget …

I går var Store Pakkedag inde hos Garnudsalg. Vi stod op og pakkede i mange flere timer, end jeg har lyst til at tænke på. Til gengæld nåede vi usandsynligt mange pakker og tilfredsstillelsen var stor, da vi endelig fløjtede til fyraften og forlod garnhimlen.

Jeg var træt. Jeg var faktisk så træt, at jeg overgav mig til min svagt dårlige samvittighed – noget jeg ellers ikke beskæftiger mig med – og endte med at have argumenteret så grundigt for en herresweater til Kenneth, at jeg slog op til Timberline. Det er den smukkeste, klassiske herrecardigan og jeg er vild med den. Til alt held ved jeg, at også manden i mit liv kan lide den, for ellers kunne arbejdet nemt ende med at være spildt.

Som jeg sagde, var jeg træt. Jeg nåede cirka 10 centimeter på et ærme. På en hel aften!

Timberline i Blackhill Højlandsuld & Blackhill Cashmere Lammeuld i farven Rullesten.

Det ligner altså slet ikke mig at strikke i det tempo. Det ligner mig heller ikke at lave strikkeprøve inden eller ligefrem at nyde, at det går langsomt, men jeg øver mig grundigt i at være langsom og procesorienteret og det ser altså ud til at lykkes med det her beskedne resultat. Træthed var en væsentlig årsag til tempoet. Gevinsten var, at jeg var til stede i al min langsommelighed. Skidt er også godt. Ringhjørnet er afgørende for opfattelsen af virkeligheden og nogen dage ville det irritere mig, at jeg var så træt, men i går så jeg det som en hjælp. Langsomt er godt, er mit nye mantra. Bare jeg ikke går helt i stå ;-)

Smukt er det. Det rummer potentiale. Det er det vigtigste.