16

En temmelig død og umanerlig smuk én af slagsen

Vejret har været underligt i dag. Tilpas. Sådan et vejr, man kan ånde i. Det har jeg nydt. Jeg har siddet udenfor under tag, men med alle døre slået op på vid gab og jeg har nydt både den milde brise og de få dråber jeg, vi er blevet begunstiget med denne søndag.

Jeg har strikket lidt. Små prøver. Eksemplets magt er stor, så det virker rigtig godt for mig, og formentlig også for mange andre strikkere, at jeg får både at se og røre, når det handler om at blande flere kvaliteter.

Kenneth har fået en utrolig flot følgetråd. Uld i dans med silke og nister i alverdens farver. Det gør sig rigtig godt sammen med en tråd Blackhill Højlandsuld, så jeg strikker til os, der er taktile og gerne vil røre. Farverne i den nye tråd ville matche den strandede guldsmed smukt.

Strandet

Jeg fandt den liggende på gulvet efter i nogle dage at have forsøgt at jage den udenfor. Den havde forvildet sig ind under taget her på Feddet.

Guldsmeden kommer nede fra Ådalen. Den er kæmpestor. Mindst 12 cm lang og smuk som bare fanden. Jeg elsker guldsmede, men jeg kan allerbedst lide dem levende og i fuld vigør. Sådan har denne også været. Engang. Nu er den bare smuk. Og død. Og øjenfryd, som den ligger der og ligner én, der har lagt sig til rette med hænderne under hagen.

Må de næste guldsmede finde vej til haven, men ikke til Feddet, for der skal nok komme flere. Det er en sejlivet slægt. Der er fundet eksempler, som er 350 millioner år gamle. Imponerende, synes jeg. De er mine yndlingsinsekter, hvis man da ellers kan tale om den slags uden at lyde som Doktor Pjuskebusk ;-)

Du vil sikkert også kunne lide