På vej mod Dordogne eller hvordan Paris åd rigeligt af tidsbudgettet

Vi forlod Péronne tidligt om morgenen, inden trafikken for alvor var kommet i gang. Vi skulle mod Paris. Det krævede tungen lige i munden og en god portion tålmodighed, forudså vi, så vi havde tanket op med lunt, nybagt bagerbrød, kolde drikke og en god nats søvn.

Vi havde en aftale i huset ved 16-tiden. Monsieur ville stå klar til at modtage os, når vi nåede frem. Vi havde fået en vejbeskrivelse med fotos og små forklarende tekster, så vi var klar over, at den sidste del af turen ikke ville blive helt uden udfordringer. Derfor ville vi af sted i god tid og det kom vi.

Byen var stille, da vi forlod den i retning af A1, som skulle føre os direkte ind gennem Paris, medmindre vi ville tage nærmeste omvej. Naive som vi var, mente vi, at vi sagtens kunne snuppe Paris på et øjeblik. Motorvejsnettet er udbygget, fleksibelt og velanlagt omkring storbyen, men vi glemte at tage de andre bilister i ed…

Jeg havde plads på bagsædet bag chaufføren. Det er uvant for mig. Enten fører jeg bilen eller alternativt er jeg co-driver, så at sidde bagi var en helt ny oplevelse. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg sad sammen med Oline. Vi snakkede, grinede, lavede ansigter, vinkede til andre bilister, læste og så strikkede jeg. Stille og roligt strik startet, da vi forlod gårdspladsen. Det voksede støt og roligt og det skulle vise sig, at jeg fik masser af strikketid i og omkring Paris.

Det var fuldstændig unødvendigt med skiltet med hastighedsgrænsen. Vi nåede aldrig over 30 kilometer i timen fra Roissy-en-France i den nordlige udkant af Paris og til vi var et godt stykke efter afkørslen til Les Ulis syd for byen.

Det var jo desværre ikke sådan, at vi kom ind gennem den smukke del af byen. Vi kørte på ringvejsnettet omkring centrum, så udsigten bød på hoteller, industri og enkelte, korte kig til den charme Paris besidder, men gemmer til de, som orker at køre helt ind i centrum, men vi tog det hele med godt humør, for tidsplanen skred ikke fuldstændigt og vi havde en formodning om, at på den anden side af byen, ville der igen blive god plads på vejene.

Det skulle vise sig at holde stik. Syd for Paris var trafikken sparsom og vi fik indhentet det, vi havde tabt. Vi havde kun enkelte, korte pauser, for vi vidste, at for enden af turen ventede en pool, god mad og søvn i en dejlig, ren og frisk seng. Så kan man det meste.

Det sidste stykke kørte vi ad La Transeuropéenne og lige syd for Périgueux drejede vi af motorvejen og ind på det, der vist kun kan kaldes landevej. Vi skulle lige genvinde pusten, for vi havde givet den gas det sidste stykke her til, men spændingen steg for hver eneste kilometer, vi kørte.

Det var så utrolig smukt og vi drak begærligt af landskabernes skønhed, for vi havde ventet så længe og drømt og håbet, at det var netop sådan, som de frodige, grønne skove og de fede kornmarker, vi nu kørte gennem.

Efter et stykke tid på landevejen, skulle vi længere ind i landskaberne. Langt ind, skulle det vise sig. Ad små, snoede og ensporede veje. I adstadigt tempo og hele tiden med kontrol-kig til kørselsvejledningen, men Åse (vores trofaste GPS) havde absolut styr på ruten, kunne vi konstatere.

Hvert eneste sving og hver eneste bakke afslørede nye, smukke udsigter. Jeg kunne mærke, at jeg faldt helt til ro. Omgivelserne var akkurat, som jeg havde håbet. Nu skulle huset bare vise sig at være i orden også, for så var rammerne for en skøn ferie på plads.

Vejene blev smallere og smallere…

Skulle vi have været ned til højre her? Ind imellem var det svært at følge med Åse og den rutevejledning, vi havde fået. Vi blev usikre, men lovede os selv, at vi ville lade heldet følge de tossede – og det er helt klart os – og lade os gelejde på plads af teknik og bogstaver. Ikke tænke selv. Bare nyde.

Da vi nåede de to hjulspor her, var vi alligevel ved at synes, at Åse måtte drive gæk med os, men vi havde besluttet, at hun bestemte, så vi begav os langsomt ned ad den hullede vej.

Efter kort tid skulle vi dreje og her lå heldigvis det lille hus med de røde skodder. Et landemærke, som skulle angive det sidste sving, inden vi var fremme. Vejen var en hullet, ujævn grusvej og Moderskibet ligger lavt, så igen i år skulle vi bevæge os med forsigtighed, men det gik med snilde og tålmod.

Der lå huse langs vejen, vi skulle nedad. Ved et vældigt hushjørne og et brat højresving, var der et stort hul i vejen. Vi var advaret af både Monsieur og et skilt i vejkanten, så vi kravlede om hjørnet og så proklamerede Åse, at vi var fremme. Det var vi aldeles ikke! Vi havde ikke set skyggen af det hus, vi skulle residere i de kommende 2½ uge. Overhovedet.

Vi kunne ikke se andet, end at vejen endte her. Så besluttede vi os for, at vi måtte have overset noget og ville vende for enden af vejen. Det skulle vise sig at være en god idé, for netop her åbnede verden op for et smukt og absolut genkendeligt hus; nemlig vores ferieresidens. Vi var for enden af verden. Vi var fremme!

På gårdspladsen ventede Monsieur og så fik vi en grundig gennemgang af hus, omgivelser, indkøb med mere. Da han forlod os, var det tid for en hurtig indkøbstur og herefter improviseret aftenhygge, som naturligvis inkluderede pølse, ost, vin og pool. Og så pool igen. Bare fordi vi kunne.

Vi var glade for at være nået frem. Vi havde kørt i to dage. Fra Aalborg til Périgueux og endda lidt længere. Det havde været overskyet hele vejen og stedet her var ingen undtagelse, men vejret ville vende natten over, så vi gik i seng med forventninger om en skøn nattesøvn og en ny dag badet i sol.

Jeg stod op til dette syn. Vi blev ikke skuffede. Nogensinde eller over noget. Livet var godt i Dordogne.