På vej mod Dordogne

Vi var heldige, da vi skulle til Dordogne. Mange ting faldt på plads i sidste sekund og det betød blandt andet, at vi kunne ankomme til det lejede hus allerede et par dage før, det egentlig stod til overtagelse. Vi skulle overtage lørdag, men fik besked på, at vi kunne overtage allerede torsdag. Der var ikke meget at betænke sig på, så vi besluttede, at vi ville køre onsdag morgen.

Vi følte os virkelig heldige, fordi vi allerede lørdag aften skulle til koncert med Ben Harper i Cognac, som ligger 2½ times kørsel nord for huset. Det her betød, at vi kunne nå at ankomme, finde os til rette og få de første indkøb, svømmeture og eftermiddagslure på plads, inden vi igen skulle ud at svinge med ørerne.

Aftensmad på en gusten, Belgisk motorvejsrestaurant lige inden vi forlod Europas Røvhul, som vi ucharmerende kalder et af de mest triste lande at køre gennem via motorvejsnettet. Maden var absolut skrækkelig, som forventet, men vi blev mætte og kunne lidt endnu.

Vi startede ud i gråvejr. Overskyet med tegn til regn skulle vise sig at blive overskriften for vores tur hele vejen ned gennem Europa. Vi har aldrig nogensinde i alle de år, vi har kørt på sommerferie, oplevet at køre hele vejen ned gennem Europa i overskyet vejr uden én eneste gang at se solen, men det skulle vise sig, at der er en første gang for alting. Selv ved ankomsten til vores skønne ferieparadis i Dordogne skulle der vise sig at være overskyet, men det vidste vi jo slet intet om på daværende tidspunkt. Da var vi bare optaget af at få smidt adressen i GPS’en og komme ud over stepperne.

Det gik godt ned gennem Europa. Motorvejsnettet er jo nemt at færdes på og vi var heldige både med ugedag og alt andet, som ellers kan drille, så det gik rask af af sted mod sydligere himmelstrøg. Vi havde pauser ind imellem, men ikke mange, for vi var fire voksne mennesker, som sagtens kunne koordinere og vente på hinanden. Det er anderledes at rejse sådan, end det var mens børnene var små. Det går stærkere og vi kan køre længere stræk. Det betød også, at aftensmaden først blev indtaget lige inden vi forlod Belgien ved Mons, som altid minder os om en kær ven.

Vi planlægger meget lidt i forbindelse med turen ned mod årets feriedestination, for det giver frihed til at gøre, som man har lyst til. Vi havde ikke planlagt nogen overnatninger og skulle derfor først finde hotel on-the-go og også dette år lykkedes det mig at alliere mig med Annemette, som hjemme fra kolonihaven i Danmark bookede værelser til os alle i Péronne, da vi endelig syntes, at vi havde ligget længe nok på vejen.

Péronne ligger på toppen af en bakke lige ved floden Somme. Vejen ind til byen er smuk. Bølgende kornmarker, kvæg der græsser og vandløb, vildt og frodighed så langt øjet rækker. Det er svært at forestille sig, at det her landskab også har lagt plads til lemlæstelse og død, men slaget ved Somme udspillede sig lige her og Péronne er og har altid været en central med- og modspiller, når krige har raset.

Vi skulle ind til Péronne og finde Hotel Le Saint-Claude. Det var ikke sport svært. Der var gratis parkering på byens torv og praktisk nok lå det lige ud for hotellet, så bagagen skulle ikke bæres langt, før vi var under tag og stod i receptionen, hvor vi blev modtaget af Manuels tvilling. Manden havde de største hænder, jeg nogensinde har set, et forvirret udtryk i ansigtet, ikke en snus forstand på, hvad han lavede og slet ingen engelsk-kundskaber. Godt vi havde en smule fransk med i kufferterne så, syntes vi og begyndte at forklare ham, at vi allerede havde bestilt værelser via Internettet. Her fra gik det kun ned ad bakke…

Vi endte med at få værelser. To styk. Hurra! Vi stred os op ad de mest skæve, usikre og underlige trapper til fjerde sal. Vi gik ad de smalleste, snoede korridorer langs de underligste, skæve vægge og med de mærkeligste skiftende tapeter og gulvtæpper, du kan forestille dig.

Til sidst var vi fremme. Ah. Vi låste os ind på værelserne. Et dobbeltværelse. Et enkeltværelse!? Vi var fire! Han havde talt med os i det meste af tre kvarter, men havde alligevel overset, at vi var fire?

Så tog Lone turen ned igen og kom retur med en ny nøgle til endnu et værelse. Denne gang et dobbelt. Hun og Oline måtte dele. Det gik fint, men hold nu op, som vi havde spas med de værelser. Håndklæder var en by i Rusland ud over et lille, slidt håndklæde, der kunne være brugt til at slibe storebæltsfærgerne udvendigt samt et lille, gustent gæstehåndklæde, men byen var pæn.

Oppe på byens torv, hvor vi aftenen før havde parkeret bilen, lå et lille bageri. Fra gyden bagved var de lifligste dufte vandret op på fjerde, så i stedet for at vælge husets morgenmad – hvilket efter hotellets håndklædebestand at dømme, sikkert også havde været risikabelt – valgte vi at fylde poser med nybagte, lune croissanter, pain au chocolat og brød så liflige, at jeg sikkert aldrig kommer til at smage bedre på en stille, fransk morgen på bagsædet af en bil fyldt med ferieglade mennesker på vej mod nye oplevelser.

Næste udfordring ville blive Paris, men vi var klar. Vi var tanket fulde på søvn, nybagt brød og forventningen om at nå slutdestinationen senere samme dag.