Jasminen blomstrer lige nu. Nogen synes, at duften er for meget. Andre – som mig – elsker den og jeg nyder, at terrassen er omkranset af jasmin. Buskene står flere steder og når en brise blæser i den rigtige retning, pakkes man ind i duften, som altid minder mig om det år, vi var på Kos.
Jeg var gravid med Alexander. Det var nyt for os og vi var lykkelige. Unge. Fulde af mod og kraft. Jeg havde en nem, ukompliceret graviditet. Jeg havde det skønt og min tro på, at alt går godt, gav os nogle herlige ture på offroader ind på øen, som vi for øvrigt aldrig er vendt tilbage til.
Lige udenfor vores hotellejlighed lå en lille, lukket have. Her stod en stor, blomstrende jasmin. Duften fulgte os dag og nat og den vil for altid minde mig om den ferie.
Det var for øvrigt også her, vi fandt navnet til den søn, vi ventede. Jeg var udgået for læsestof og havde i desperation købt et tysk magasin. Tysk var ikke min stærkeste side, men jeg klarede nu alligevel at læse det meste. Til sidst havde jeg kun de lidt tungere artikler tilbage. En af dem omhandlede en tysk professor og forsker, som hed Alexander og lige der vidste jeg, at det navn ville jeg foreslå Kenneth.
Han kunne lide det og så blev det jo sådan. Næsten. For jeg var den, der var oppe at navngive og det er ikke mit stolteste øjeblik, men jeg “kom til” at navngive vores fælles søn Oliver Alexander. Han blev altid kaldt Alexander, men det var jo i virkeligheden ikke i orden. Slet ikke. Heller ikke selvom jeg havde en fornemmelse af, at det nok gik an.
Jeg er forlængst tilgivet. Heldigvis.
Må din torsdag blive fuld af overbærenhed og tilgivelse :-)
18 kommentarer
Liselotte
28. juni 2013 at 08:06Det med navne er jo noget af det mest subjektive overhovedet og det kan være vanskeligt at enes, men heldigvis er der en stor del navne, som konstant – og det kører jo i ring – er umoderne, så man sortere dem fra ;-)
djohanne
27. juni 2013 at 23:24Da vores unger skulle navngives var vi ikke enige om rækkefølgen af efternavne.
Vi blev enige om at trække lod om rækkefølgen, lige indtil jeg tabte;)
Jeg fik “min” kombination og retten til at blive drillet med det forever;)
Hanne
27. juni 2013 at 18:04Ja, jeg må tage ansvaret for min søsters navn, for mine forældre havde bestemt sig for at hun skule hedde Lone, og alt var aftalt med præsten, lige til den 3 -årige storesøster mente, at hun da skulle hedde Lis – og det kom hun så til :-)
… og her er det rosenduften der er ganske bedøvende.
Jette Eskildsen
27. juni 2013 at 17:37Aaj hvor sjovt, vi elsker også jasminen, da den i vores have lige var udsprunget d.d hvor vi fik vores
søn som så lige har rundet de 15.
Og navnet blev Hans Christian som han bliver kaldt.
Violykke
27. juni 2013 at 16:00Vi har også en kæmpe jasmin, den fik datteren på sin dåbsdag :0) jo hun hedder jasmin og er nu 20 år, så stor busk, som hun siger hun tager med når hun flytter hjemme fra, det bliver et stort arbejde og mon man kan :0) ja så skal det da ikke være lejlighed, hun flytter til.
Marianne
27. juni 2013 at 15:13sikke en skøn beskrivelse af duften af jasminen og dens betydning :) smukke ord.
elsker også jasminenudgift – stopper altid lige op mår den rammer mig . Vores er ved at være slut for denne gang – men jeg kan lige å et par små buketter :)
Henriette Hall
27. juni 2013 at 13:45Det er da fine navne. Men planten er altså ikke en jasmin, selv om den bliver kaldt uægte jasmin. Den hedder pibeved. Jeg har et par buske i haven og jeg elsker deres overvældende duft af midsommer og lyse nætter. Jeg glæder mig til de kommer hvert år og fortryller mig med deres duft i et par uger.
Kirsten Vinther
27. juni 2013 at 11:47Min søster er overbevist om at mine tre børn er opkaldt efter de tre Flyte-søskende i “Bridehead Revisited”. Den ældste Sebastian har hun måske ret i. Jeg mener selv det er fordi jeg havde hørt navnet i radioen, men jeg må jo indrømme at jeg lige havde læst bogen. Da lillesøsteren skulle døbes ramte min søster plet med Julie fordi “Sebastian Flytes søster jo hedder Julia” hm, måske. Navnet kom bare til mig, jeg aner ikke hvorfra. Vores efternøler hedder Cecilie, og det starter da i hvert fald med det samme som Cordelia Flyte, så måske har hun alligevel ret, min storesøster, men det får hun mig aldrig til at indrømme face to face :-)
Liselotte
27. juni 2013 at 11:12Med til historien hører så, at det er Kenneth, der har bestemt, hvad Oline skulle hedde. Jeg kom med forslagene. Da Oline kom på bordet, stod han fast. Dét var navnet! Sådan blev det til trods for adskillige og fantasifulde forslag senere. Hun hedder – for at ligne storebrors navne lidt – Oline Alberte, men i daglig tale kun Oline :-)
Ulla Røjkjær
27. juni 2013 at 10:32Der fik jeg godt nok lige en griner.. For f….. da også Liselotte. Man kommer da ikke bare lige til at tilføje et navn mere.. Det er da kun dig kan gøre sådan noget….. Og selvfølgelig er du tilgivet.. Kenneth ved jo hvordan du er… Kom til! Griner… Den glemmer jeg ikke . Griner……
Hege
27. juni 2013 at 10:03Jeg elsker også jasmin, men thv nyser av den, så da går det ikke å ha den inhagen. i stedet kan jeg nyte av naboens. Ha en riktig god torsdag du også.
Helle Gommesen
27. juni 2013 at 09:41Dejligt som smukke dufte kan forbindes med smukke minder. ;O) Kh Helle
Sidsel
27. juni 2013 at 09:39Liselotte, din bandit!…. :-)
Det er en dejlig historie. Du skriver så fantastisk. Jeg ville ønske, at jeg havde en have (det har jeg), men intet vil gro der….
Nyd din og din torsdag
Fuglemamma
27. juni 2013 at 09:25Du skriver så vakkert, og beskriver både dufter og følelser så man kan kjenne det! Takk for den lille reisen.
Pernille
27. juni 2013 at 09:04“Kom til”.. det kan jeg godt lide. Hvor er det skønt :)
Malene
27. juni 2013 at 08:40Dufte er i virkeligheden nok en af de mest effektive mindevækkere der findes… Forleden forærede min svigerfar mig en stor buket bonderoser fra deres have, og da jeg begravede næsen i fik jeg et intenst flashback til min barndoms sommerferier hos farmor. Jeg husker ikke at hun havde bonderoser, men tænker næsten at det må hun da have haft, når nu det var den følelse og det minde som pludselig blev så dejligt nærværende.
I øvrigt var anledningen til blomsterne fra svigerfar at vi holdt fødselsdag for vores førstefødte. Han hedder Oliver. Hans lillebror hedder Alexander. Så jo, de to navne går så absolut an :)
Alexanders navn blev også besluttet sådan lidt….skal vi sige autonomt… Olivers navn havde vi på plads inden han blev født, men lillebror var navnløs i et par dage. Jeg havde et par navne som jeg kredsede om og ofte foreslog gemalen, men en beslutning blev bare ikke truffet. På et tidspunkt sad Oliver 2 1/2 år ved siden af mig på sofaen og puttede lidt mens jeg ammede.
– Mor, hvad skal babyen hedde?
– Det har vi ikke fundet ud af endnu. …Hmm…Kan du egentlig sige Alexander?
Hvorefter poden styrtede hen i køkkenet til sin far og råbte ‘Far, babyen skal hedde Alexander!’
Det var vist heller ikke helt i orden, men som du er også jeg længe siden tilgivet :)
Liselotte
27. juni 2013 at 11:10Jamen det er jo nogle virkelig smukke navne, så… :-)
gittesp
27. juni 2013 at 08:20Dufte er fantastiske… de kan på et split sekund føre os hid og did… Kos – med din elskede og din førstefødte i maven … jamen det kan da ikke blive ret meget smukkere. Rigtig god torsdag :-)
ps. min jasmin blomstrer smukt – men dufter ikke, desværre!