Så kom glassene til gavlene på Feddet, vores uforståeligt smukke orangeri

Sommeren er ikke værd at prale af. Den har været omskiftelig og ikke særlig bestemt for lange, varme dage med fuld sol. Ind imellem har der været skønne dage med fornemmelsen af sommer, men jeg har ikke kunnet nyde det udenfor, for alt på min matrikel vender forkert.

Der er ingen græsplæne at lade tæerne mærke morgendug på. Der er ingen terrasse at sole på, for den agerer byggeplads lige nu, hvor Feddet tager form, men det tager form! Der er nu isoleret og inddækket indenfor, så vi kan male væggene og tidligere i dag kom glassene til gavlvinduerne sammen med regnen. De blev budt velkommen.

Jeg sidder ude i huset. Jeg sniger mig derud med kaffen og strikketøjet og nyder det, når der er plads og tid. Det er små, intense og korte øjeblikke, men de er værdifulde, for de giver gejst og begejstring og det er benzin, når de sidste ting skal på plads.

Jeg har allerede fundet min absolutte yndlingsplads. Op ad væggen langs den bagerste gavl og med udsigt hele vejen ned gennem haven. Der sidder jeg med magisk kig til himlen og trætoppene, mens jeg forestiller mig, hvor godt det bliver, når gavlvinduerne kommer på plads og det ikke længere suser gennem hele byggeriet. Derfor var glassene mere end almindelig velkommen.

Dronningebusken pynter lige nu. Den er smuk op ad det sorte hus med de hvide døre. Om et øjeblik er den afblomstret, men jeg når at nyde den, inden vi tager på sommerferie og det er skønt.

Til gengæld får mor lejlighed til at indvie Feddet, vores smukke orangeri, for alvor, for hun og Oskar skal underholde alle hendes veninder her på matriklen, mens vi rejser. Hunde- og hussitter melder hun sig altid gerne til og vi tager altid imod med kyshånd. Prisen? En pose lakridsbolsjer. Det er da så billigt, at man slet ikke overvejer at sige nej ;-)