Jeg får ikke strikket det mindste for øjeblikket. Hverdagen annekteres af praktiske opgaver, lange arbejdsdage og heldigvis også hyggeligt samvær ude af huset, men det betyder, at der strikkes meget, meget lidt for tiden.
Det savner jeg. Jeg elsker jo at strikke. Det er meditation for mig og det er stress-reduktion, så det basker. Derfor er søndag afsat til strik. Bare strik. Åh jo, der er også lidt vasketøj, men det kan klares ind imellem mine pinde.
Jeg strikker ude på Feddet. Der er gråt udenfor i dag. Der er åbent i gavlene på huset. Jeg er vedholdende og stædig, når det skal være, så jeg tager bare kaffe og en trøje med derud, så går det fint. Jeg nyder det. Jeg sidder midt mellem træplader, som endnu ikke er sat op, hamre og skruer, søm og save, men jeg er ligeglad. Med lidt fantasi kan jeg sagtens forestille mig, at det hele er færdigt og jeg bare nyder livet der, hvor livet netop skal nydes.
Jeg strikker pudder. Blødt, fluffy pudder. Måske den når at blive klar, så den kan varme solbrune arme, når vi om lidt rejser sydpå og forhåbentlig får lejlighed til at nyde livet og sommeren lidt? Jeg håber det. Den ville være skøn at have med i feriekufferten, er jeg sikker på.
Jeg digter. Jeg strikker en kort, blød cardigan. Mønster på forstykker og ryg er som på Isagers Daffodil, men jeg improviserer ellers. Strikker rundt og rundt, klipper op til sidst og så vil jeg forøvrigt også have enten rundt bærestykke eller raglan, så det arbejder jeg på at udregne lige nu, hvor jeg endelig har fået samlet krop og ærmer.
Det er nu, det går stærkt. Mon ikke jeg bare skulle se af at komme derud igen og fatte pindene? Jeg tror det :-)
PS – jeg strikker en tråd Blackhill Superfine Alpaca og en tråd Blackhill Kid Mohair Silk sammen på en pind 3½. Naturligvis fra Garnudsalg. Det er uhyggeligt lækkert.
21 kommentarer
Liselotte
25. juni 2013 at 14:24Mmmm… den er så fin, den sommersky :-)
Jeg strikker med en råhvid Alpaca, som måske er udsolgt :-(
Ferieboliger finder jeg ved at søge og gennemtrawle nettet. Google er en god hjælper :-)
Helma
24. juni 2013 at 20:59Den bliver flot, dén cardigan. Jeg vil altid være forgabt i de rosa og pudrede nuancer … altid :-)
Marianne Nielsen
24. juni 2013 at 07:21Hej er vild med dit nyeste projekt og dit farvevalg. Men hvilken farve har du valgt i Blackhill Superfine Alpaca ..
PS.bhvordan fandt du jeres bolig til jeres ferie i Frankrig?? Og super god tur og en dejlig mandag
hilsen Marianne
Jeanette hegaard
24. juni 2013 at 06:40ups – jeg mener selvfølgelig af hver garn type:)
Jeanette hegaard
24. juni 2013 at 06:39Uh, den ser sindssygt lækker ud den trøje og den garn kombi. Har du nogle ideer hvor meget du kommer til at bruge kolbøtte type ?
Bebiane
23. juni 2013 at 22:28Smukt og lækkert :-)
Annemette
23. juni 2013 at 21:57Uhh hvor ser det altså lækkert ud! Jeg må hellere finde mig et projekt i den kombi :-)
Inge
23. juni 2013 at 19:02Også jeg er meget inspireret af bloggen og af alt det du laver Liselotte:O) Det er den dejligste farve du har valgt til dit nyeste projekt:O)
Jeg ved godt at din blog og din mands forretning er to forskellige ting, men jeg skal på ferie fra på torsdag og vil gerne have noget highland uld med mig til en lang lang flyvetur vestpå. Kan jeg nå at modtage det hvis jeg sender ordren i morgen ved 8 tiden, eller i aften for den sags skyld (hvis du ser mit spørgsmål i aften?) Det skal helst være hos mig senest onsdag i næste uge.
I ønskes en dejlig ferie i det franske.
hilsen
Inge Gammelgaard
Liselotte
23. juni 2013 at 21:40Kære Inge, ring til Kenneth i morgen efter klokken 10. Jeg er helt sikker på, at han gerne pakker og sender i en fart, når han kender din historie :-)
Lotte
23. juni 2013 at 13:21Hvor er den smuk, jeg må hellere se at få strikket mine projekter færdig ( der er efterhånden mange, for jeg bliver jo inspireret hver gang jeg kigger på blokken.) har lige set det lækre bomuldsgarn fra jeres Garnudsalg, der er lavet af gamle cowboybukser, det må jeg også prøve en dag. God søndag til dig også ????
Liselotte
23. juni 2013 at 21:40Der lokkes i stor stil i den garnbiks ;-)
Nola
23. juni 2013 at 10:59Uhm sådan en havde jeg som ung og jeg elskede den! Kan stadig mærke dens blødhed og virkningen af den sarte farve :-) :-) Tak for mindet og dejlig søndag til dig
Liselotte
23. juni 2013 at 11:02Jeg glæder mig også til, at den er klar til brug, Nola :-)
God søndag til dig også :-)
Henriette
23. juni 2013 at 10:46Det ser uhyggeligt lækkert ud – jeg ville ønske, jeg havde fundet en løsning hos garnudsalg.dk til min sidste cardigan. Men så kan jeg jo lære det :-)
Liselotte
23. juni 2013 at 11:00Jeg vil også så gerne strikke den model og så bliver det jo (selvfølgelig) i garn fra chefen ;-)
Gitte
23. juni 2013 at 10:33Hvor er pudder egentligt smukt.. Glæder mig til at se resultatet, hvis du viser det ? :-)
Liselotte
23. juni 2013 at 10:57Det gør jeg da sikkert… når den altså bliver færdig for det tager evigheder for øjeblikket, Gitte :-)
Britt
23. juni 2013 at 10:22Det ser simpelthen så fint ud med din kombination af pudder og fluffy. Rigtig god strikke-søndag!
Liselotte
23. juni 2013 at 10:57Tak Britt :-)
Lene
23. juni 2013 at 10:03Det lyder som en skøn søndag. Mens jeg sidder ved computeren herinde, drømmer jeg om at have et lignende sted, så jeg kunne sidde udenfor med computeren og sanse luften og duften af midsommer. God søndag til dig :-)
Liselotte
23. juni 2013 at 10:56Det er skønt med uderum og jeg glæder mig utroligt til, at vores er helt færdigt :-)