28

Fugtig fredag. Frydefuld fredag. Fredag. Fucking forrygende fredag!

Det har ikke været verdens bedste vejr i dag. Faktisk noget gråt, hvis jeg må være så fri, men jeg elsker jo sommerregn, så jeg har prøvet at holde fanen højt hele dagen. Faktisk er det gået over al forventning med det, men der var et tidspunkt i dag, hvor jeg havde lidt svært ved at finde gejsten.

Regnvejr

Jeg havde en tolkeopgave, som var lidt svært at lokalisere. Vi kommer ind imellem på opgaver, hvor bestilleren glemmer, at vi ikke er lokalkendte og da dette var et megamonterstort område, var der mange retninger at vælge, da jeg skulle finde vej. Det skulle vise sig, at min første indskydelse var helt rigtig, men det vidste ham, jeg mødte i indgangen ikke, så han insisterede på, at jeg var på afveje og jeg blev sendt videre fra Herodes til Pilatus.

Ingen vidste tilsyneladende hvor, jeg skulle være, så jeg rendte op og ned, hen langs og ved siden af. Jeg tog trapper op og trapper ned. Jeg snakkede med både en og alle. Til sidst insisterede jeg på, at en sekretær måtte kigge i systemet og siden fortælle mig, hvor de ventede på en tolk.

Det gjorde de såmænd, hvor jeg var mødt ind ved ankomst… så med vilde øjne, kruset hår og kampsvedende ankom jeg så lige fem minutter forsinket i stedet for en halv time i god tid. Tak for omvejen, si’r jeg bare… men så er det jo godt at komme hjem til…

fredag 025

Døre i gavlen også. Samtlige døre monteret. Dør mig her og dør mig der. Dør, dør og dør. Jeg elsker de døre og jeg synes selv, at det er temmelig genialt at bruge døre i stedet for faste vægge. På denne måde kan vi åbne på kryds og tværs og skabe luft, som det trænges.

Feddet

Vi har fået lavet afslutning på terrassen ned mod haven og det, der engang igen bliver til græsplæne ligger smukt foran det brede trin. Det giver en rigtig fin overgang mellem trædæk og plæne med det trin, så det er jeg rigtig glad for.

fredag 009

Vi kunne ikke dy os for at bære et bord indenfor. Vi er ikke klar til borde indenfor. Vi mangler stadig at væggene skal isoleres og beklædes, men det bliver bare så svært at blive ved med at vente og vi måtte lige fornemme, hvordan det hele ender. Det ender ikke ringe, tør jeg godt spå.

Vi sad helt stille og nød. Så snakkede vi om, at det bliver fantastisk, når vores termoruder kommer til gavlene. Vi vaklede mellem at lukke gavlene, for at spare lidt penge eller få specialfremstillede termoruder. Vi rev os og valgte det sidste. Hellere undvære en pude eller to, blomsterkrukker i massevis og de dyre havemøbler og til gengæld få kig til himlen, når man senere ligger derinde og nyde vejr og vind. Vi bliver glade for det, for allerede nu elsker vi, at der er fuldt kig til både have og himmel.

fredag 032

Jasminen blomstrer. Vi har den flere steder i haven, men specielt omkring terrassen er der flere buske. Nogen bryder sig ikke om duften. Jeg elsker den. Den smyger sig snildt indenfor på Feddet. Det er så meget i orden med mig. Åh, som livet er godt, når man sidder der under tag og nyder sommerregnen :-)

Du vil sikkert også kunne lide