13

Forberedelser til strikkeweekend på Samsø

Lige om et øjeblik eller måske nærmere bestemt i morgen skal jeg til Samsø. Jeg skal rejse i skønt selskab og målet er en dejlig strikkeweekend med mulighed for at blive klogere på tusinde ting, hvis man bare holder øjne og ører åbne.

Måske har du svært ved at tro det, men jeg er faktisk rigtig god til at være stille og bare lytte og iagttage. At være tilbagetrukket. Jeg kan sagtens. Det bliver en del af min weekend, er jeg ret sikker på. Det er overvældende og voldsomt for mig at skulle være i selskab døgnet rundt, så ind imellem bliver jeg stille. Så kan jeg jo passende strikke lidt. Det er jo også derfor, jeg er der.

Jeg planlægger strik. Jeg er startet på endnu en Peasy i grønlige toner i en tynd udgave af Blackhill Højlandsulden og en tråd Blackhill Superfine Alpaca og det er den, der har optaget denne og sidste uges ellers noget sløje strikkekvote, for jeg ville gerne forbi mønsterborten, inden jeg skulle af sted. Resten er bare rundt og rundt. Det er ligesom til at overskue uden stor tankevirksomhed og med plads til masser af snak.

Jeg skal pakke!

Peasy skal ikke af sted alene. Der må være andet at fornøje strikkehjertet med. Derfor er jeg også i gang med en sky i form af en lille, blød cardigan inspireret af Daffodil, men med en facon, som passer mig. En tråd Blackhill Superfine Alpaca og en tråd Blackhill Kid Mohair Silk. Den bliver skøn og den rene luksus, kan jeg mærke.

Mon jeg kommer til at pakke andre projekter også? Man ved aldrig med mig… *suk*

Du vil sikkert også kunne lide