Virker loven om karma mon?

Morgenen er startet tidligt. Jeg vågnede op til gråvejr, men ikke mere, end det alligevel inviterede til sommergevandter. Det var mindre end dem jeg havde på, da jeg kom ud fra badeværelset og mødte dette syn:

Mit tag til Feddet er ankommet. Det går fremad. Jeg begynder at kunne se enden og begyndelsen. Det er altså slet ikke så skidt endda og det skubber kun til min forventningens glæde.

Da lastbilen var kørt og havde givet plads til, at Raketten kunne forlade matriklen, var jeg også klar, så vi forlod Gug og kørte i retning af midtbyen, hvor vi landede kort tid efter. Der er ikke lang vej herind. Små fem kilometer og med gode, brede tilkørselsveje hele turen gør det til en fornøjelse langt de fleste morgener undtagen forleden, hvor jeg endte i uendelig kø.

Undervejs – mens vi flyttede os med snegletempo – valgte jeg to gange at give plads til bilister, som hang uhjælpeligt fast på sideveje og aldrig nogensinde var kommet  ud at køre, medmindre nogen aktivt gav dem pladsen.

Den mand, der kørte bilen bagved mig, havde haft – tror jeg – en ualmindelig ringe morgen. Måske havde han skændtes med konen? Måske havde ungerne bare været helt umulige og hans underpermissiner allesammen lagt til vask? Måske havde han ikke kunnet finde yndlingsslipset og været nødt til at tage det, som egentlig er alt for kort og derfor strammer lidt. I hvert fald må blodforsyningen til hjernen og dermed fornuften have været sat på ekstraarbejde, for han syntes pludselig – midt i en uendelig og stillestående kø på Sønderbro – at han ville bruge tid på at stige ud af egen bil, gå hen til min og vredt skælde mig ud for at være for f**cking flink!? Øh?!

Jeg ville gerne have fortalt dig nu, at jeg overbærende steg ud af min bil, gav ham et kram og fortalte ham, at verden elsker ham, men jeg kom til at sige, at jeg syntes, at han var en idiot og det gør jo også mig til en.

Mon loven om karma virker, for jeg lukkede jo to indelåste bilister ud på vejen inden?