Man er vel doven …

Lørdag morgen er tidligt vågen. En sms klokken syv er bare ikke velkommen, når sengetiden var et stykke efter klokken to i nat, men der er ikke noget at gøre. Jeg er vågen, da jeg endelig har kæmpet mig op for at tjekke den. Bagefter tænker jeg, at en kop kaffe vil være en god ide. Bare lige for at få øjne for alvor.

Der er ingen mælk. Der er faktisk masser af mælk. Tre liter, men sure allesammen. Jeg ved ikke, hvordan det er lykkes os, men faktum er, at min morgendrik bliver te.

Jeg drikker gerne te. Også om morgenen, men der går ikke lang tid, før jeg længes efter kaffen. Måske jeg gider gå efter mælk senere. Lige nu er jeg i gang med at tælle.

Jeg strikker Daffodil. Jeg mangler bare ærmerne. Ryggen er blevet min egen udgave af et pilemønster. Mit er endt med at være zig-zag-mønster, men smukt er det og jeg er utrolig glad for, at jeg tilsyneladende ikke kunne læse opskriften. Sådan kan det heldigvis også være ind imellem.

Nu er jeg startet på endnu en, for om en uge sidder jeg på Samsø og der skal gerne et stykke strik med, som er ukompliceret og bare render af sted med mig. Det er nok en strikkeweekend jeg skal på, men jeg kender mig selv godt nok til at vide, at det godt kan udvikle sig til en del snak også og så er det godt med automatstrik.

Jeg strikker modellen på rundpind og klipper op til sidst. Man er vel doven.

Morgenen er stille. Jeg vil finde min lydbog. Jeg har lidt tid endnu uden andet selskab end mit eget.