135

En dekade og så lige et lille trut og en tak til dig, der næsten ingen ende vil tage

Jeg forestillede mig det helt sikkert ikke. Jeg ville måske heller ikke have troet på det, hvis nogen havde sagt, at det skulle blive sådan. Faktisk ville jeg nok have grinet af dem og kaldt dem helt fra snøvsen, men det skulle jo vise sig, at de ville have haft ret, hvis de havde sagt det var virkeligheden her et årti efter.

Jeg lever et helt almindeligt, gennemsnitligt og halvkedeligt liv i Gug, et kvarter i Aalborg. Jeg bor lige syd for Limfjorden i en industri- og arbejderby, der ikke lader sig kue, men gerne knejser med nakken. Også gerne uden grund. Og længe. Vi gi’r nemlig tørt på heroppe, hvis nogen skulle spørge og vi stikker ikke op for bollemælk. Vi er fra havnen og jeg elsker det hele, ligesom jeg elsker mit liv på godt og ondt. Jeg bander som en havnearbejder. Jeg bestræber mig på at leve et liv, hvor jeg møder mit medmenneske med rum og plads. Jeg prøver faktisk at bande lidt mindre og være meget mere ordentlig. I bund og grund. Og så taler jeg. Ind imellem frygtelig meget.

Engang skulle jeg have afløb. Udgang. Megafon. Et sted at komme af med alle de ord. Ord om livet som familie, hvor alle var medspillere i en virkelighed, vi ikke selv havde kontrol over. Vi prøvede at erobre og vi tog kontrol så ofte, som det kunne lade sig gøre, men vi måtte hele tiden se os slået af en virkelighed, som ikke altid var med- men også modspiller. Vi slog kolbøtter som verden og livet ville det. Jeg skrev om det hele.

Jeg skrev om hverdagen. Banal, almindelig og min.

Det har jeg faktisk gjort i et årti nu. Jo, jeg har rundet. Ti år!

Ti af de solide

Tænk at jeg stadig har skønne, trofaste, begavede, engagerede, søde og fantastiske læsere, som gider være vidne til mit liv. Det er en gave, for hvad var dette sted uden? Ingenting, er jeg sikker på. Jeg skriver for mig. Jeg skriver af lyst. Jeg skriver faktisk, fordi jeg elsker det. Jeg kan lide det. Jeg er faktisk vild med det. Oftest, men aldrig uden, at I gider være vidner til og på, at jeg er og gør. Uden jer blev det til ingenting.

Tak fordi I er lige her lige nu og skal vi så lige tage ti mere?

Du vil sikkert også kunne lide