24

Heldagsstudenterregn kræver vist nytænkning

Oline og hendes klassekammerater skal i dag på deres traditionsrige studenterkørsel. Der er lejet lastbil, hvor de på ladet skal sidde og synge glæden ud, mens de svinger med øl, studenterhuer, bøgegrene og hinanden. Eller skulle, for vejret er jo ikke ligefrem med dem. Overhovedet.

Der skulle vist være mulighed for, at de kan overdække ladet på lastbilen. Det vil jeg håbe for alle, for det er ikke sådan, at alle disse studenter bor indenfor en radius af nogle få kilometer. De starter med at køre cirka tyve kilometer vestpå til Nibe. Herefter skal de så køre tyve kilometer sydøst, for at lande i Støvring og her fra skal de så igen bevæge sig tyve kilometer ind til Aalborg, hvor de så endelig skal bevæge sig rundt indenfor ganske få kvadratkilometer, inden dagen slutter ved aftentide engang.

De kommer forbi her engang over middag. Klokken tretten siger planen, men planer har det med ikke at holde, så engang efter det tidspunkt regner vi med at se de unge mennesker.

Planen var servering udenfor på terrassen. Der skulle være kolde drinks, snacks og øl og vand, men nytænkning er vist på sin plads, for vi nænner simpelthen ikke, at de unge mennesker skal stå derude og fryse i små kjoler og bare ben.

Heldagsstudenterregn onsdag 007 onsdag 013

Nu tænker jeg skoldhed te, uldplaider og fællessang, men mon ikke vi finder på et eller andet midtimellem, som kan gøre det ud for en kort, men god visit her på matriklen. I hvert fald skal de ikke stå udenfor og fryse, blive mere våde og måske slet ikke kunne få varmen, for hvem har nogensinde set en fornuftig student, som tager ulden sweater og regnslag på til sin studenterkørsel? Jeg har ikke ;-)

Du vil sikkert også kunne lide