Lidt om en lysekrone og meget mere om at tro eller ikke …

Jeg kommer ikke meget i de danske kirker. Faktisk er det meget sjældent, det sker, men jeg kommer der ind imellem.

Jeg kan sagtens røres af kirkerummet. Det storladne. Når jeg kommer i kirkerum med højt til loftet og fornemmelsen af selv at være ubetydeligt lille indfinder sig, rammes jeg af en blanding af ydmyghed og trods, for ingen skal tro, at de kan manipulere mig ind i ydmyg og underdanig hengivelse alene fordi, de har skabt grandiose omgivelser.

Jeg har læst tilstrækkeligt med historie til at vide, at kirken ikke altid har været fuld af kærlighed. Den er det i virkeligheden stadig ikke. Tilgivelse og rummelighed, tolerance og næstekærlighed er nogle af de værdier, jeg sætter højest her i verden, men kun efter personlig frihed under ansvar, som er det absolut vigtigste for mig.

Friheden til at være det menneske, man er, men på betingelse af, at man ikke gør andre ondt, det er hvad jeg tror på og hylder. Jeg stræber efter at være den bedste udgave af mig, men jeg er fuld af tilgivelse. Hvis ikke det var sådan, så det skidt ud, for jeg er fuld af fejl og det er såmænd på det lavpraktiske plan, jeg prøver. Jeg vil gerne huske at holde tilbage for andre, stikke et smil og holde døren. Jeg vil gerne huske at rose, give komplimenter og sige “jeg elsker dig”, når det er passende.

Måske er det min tro, jeg præsenterer ovenfor? Jeg kan ikke overgive mig til en højere magt. Jeg tror ikke på, at nogen “griber mig” hverken før eller efter. Jeg tror på nu’et og jeg tror på, at det gode i alle mennesker kan dyrkes og fremelskes. Jeg tror på, at vi skal møde hinanden med åbent sind og lysten til samvær uden fordomme. Jeg tror på, at vi bliver rige som mennesker, hvis vi kan netop det og jeg tror på, at vi gerne vil det.

Hvad er tro? Jeg ved det ikke, men for mig er det nok de værdier, vi bærer allerinderst inde. De værdier vi er gjort af. De værdier vi ikke kan give køb på uden det gør ondt. Andre har helt andre definitioner og jeg synes, at der skal være plads til dem alle. Der er rigelig plads i mit univers. Måske jeg ikke forstår, men jeg kan sagtens rumme. Sådan vil jeg også gerne mødes.

Kirken i sig selv er et hus at dyrke troen i. Kirkerummet er måske et rum skabt til mødet med Gud, men hver gang jeg kommer i kirkerummet, bliver jeg mindet om, at kirken som institution bærer på manipulation, sorg, vrede, undertrykkelse og intolerance. Jeg kan ikke finde min tro i kirkerummet og måske har jeg slet ikke nogen, men jeg kan til gengæld lade mig betage af skønheden og den store umage man har gjort sig, for at skabe rum til at imponere og intimidere.

Budolfi Kirke i Aalborg er smuk. Jeg kommer der sjældent, men ind imellem træder jeg indenfor i kirkerummet og sidder et øjeblik. Kirkerummet giver mig plads til refleksion og starter tanker om både stort og småt, så det er en slags helle, hvor jeg finder hverdagsro, hvis jeg husker det.

På Kunsten hænger lige nu Budolfi Kirkes store lysekrone. I 333 år har den hængt i kirkerummet og storladent sendt lys ud til en beskeden del af rummet. For øjeblikket er den erstattet af den tyske billedkunstner Thilo Franks store, moderne lysekrone og derfor har publikum på Kunsten lige nu mulighed for at komme helt tæt på og nyde det detaljerede og imponerende stykke håndarbejde og det er imponerende.

Forleden var jeg så heldig at være på Kunsten med kolleger. Vi nåede lige forbi lysekronen, men jeg vil gerne nærstudere og håber, at jeg når det, inden det er for sent. Lysekronen returnerer til sin plads oppe under himlen i Budolfi Kirke allerede den 2. juni.