Det der byggeri, du ved …

Måske tænker du, at alt er gået i stå ude på byggepladsen og du har ret. Det er gået i stå eller det står stille. Der er jo faktisk forskel. Vi fortsætter, når tiden er inde, men lige nu ligger byggepladsen stille.

Vi kan nu alligevel præstere fremdrift. Læg mærke til jernene.

PS – flaget stammer fra 1. maj, hvor vi hejste det og sang “Når jeg ser et rødt flag smælde…”, for man skal aldrig lade en mulighed for at fejre og synge gå sig forbi.

Der er støbt herrejern og fruesko, for noget skal der til, når orangeriet skal stå i mere end et par år og den slags kan jo tåle at stå alene. En tid. Senere fortsætter vi ufortrødent, for det bliver jo fantastisk. Det kræver bare lidt fantasi, men jeg kan sagtens se det og derfor har jeg valgt en happy go lucky tilgang til haven, for jeg er jo ikke blind og jeg kan jo udmærket godt se, at der ikke er mere end én stor byggeplads der, hvor der engang var en skøn have. Det skal jo være skidt, før det kan blive godt, ikke?

Vi giver den gas i alle ender og kanter lige nu og ind imellem tænker jeg, at vi har bidt over temmelig meget, men så kommer jeg i tanke om, at langt de fleste bekymringer aldrig nogensinde bliver til noget og så griner jeg lidt og begynder i stedet at glæde mig over alt det, vi allerede har nået.

Kan du ikke se det? Det bliver jo pokkertagemig et fantastisk dansegulv, vi får lagt. Næste gang vejret er til det, lover jeg mig selv, at jeg vil sætte mig med ryggen mod muren og bare lige suge varmen og fornemmelsen af nyt trædæk under fødderne. Jeg elsker træ. Jeg elsker fornemmelsen af træ under fødderne. Jeg skøjter hellere rundt på vådt trædæk hele vinteren end jeg lægger fliser. Jeg er en tømrermesters datter. Uden tvivl.

Den iboende glæde ved træ får endnu mere næring, når jeg bevæger mig ned, hvor Peter er engageret. Se engang så smukt…

Kan du huske fornemmelsen af kinden mod sådan en ru bræddevæg? Jeg kan, men det er måske fordi jeg går ned og genoplever den hver eneste dag, når jeg tror, at ingen ser det.

Så står jeg med kinden mod træet, mens jeg kigger hen langs trævæggen. Den er så smuk, synes jeg. Peter er SÅ dygtig og han har været den allerbedste sparringspartner, da vi skulle bygge garagen. Han er kommer med så smukke løsninger på tingene, at jeg glædes hver gang jeg ser på bygningen. Det er måske morsomt for dig, at jeg kan sige det om en garage, men den er stor, den står midt i mit uderum og den måtte gerne blive noget, vi kunne lide at se på. Det er den blevet.

Der mangler stadig lidt, før vi kan sige, at vi er færdige, men der er ikke lang vej og Peter er utrolig omhyggelig med at sørge for, at han rammer den aftalte deadline. Det er seriøst, synes jeg. Jeg er glad for, at vi engagerede ham. Meget glad. Vi skal nemlig sagtens nå i mål. Vi har en erfaren og omhyggelig kaptajn ombord :-)

PS – Nej, vi skal ikke snakke om Åbent Hus og Studentergilde. Nej, sagde jeg!