9

Alle burde have en glædesakkumulator

Vi er jo nogle stykker, der skal til strikkeweekend på Samsø i juni måned. Der er længe til, men vi glæder os. Meget. Den slags skal dyrkes og Kirsten, vores kreative direktør, har købt glædesakkumulatorer, som nu står på mit bord.

I kufferterne kan man lægge, lige hvad man har lyst til. Over tid bliver kufferterne fulde af små overraskelser og hemmeligheder er noget, jeg elsker. Jeg har fundet nogle småting, som er lagt til hvile nede i kufferternes dyb. Jeg ved, at andre har gjort det samme. Det er stor spas, synes jeg.

Kufferter med glæde

Jeg kunne godt tænke mig, at jeg var lige så god til at fylde livets kuffert med søde overraskelser og små glædesspredere, så det øver jeg mig på at blive. Hver eneste dag øver jeg mig. I dag har jeg husket at hvile i tanken om, at vi snart skal holde gilde for Oline og det bliver dejligt, sjovt og allerbedst et gensyn med mennesker, vi ikke har set længe.

Fredag starter godt på den måde.

Må din fredag blive en af dem, hvor du husker, at der er så meget at glædes over :-)

Du vil sikkert også kunne lide