En dag i provinsen

Jeg er nået vidt omkring i dag. Jeg har været nordenfjords og jeg har været rundt om Aalborg og set den fra mange vinkler i dag. Her kommer et par stykker.

Ind imellem har jeg lejlighed til at krydse slotspladsen. Altså den, der hører til Aalborghus Slot. Vores lokale slot, bygget midt i femtenhundredetallet og tænkt som fæstningsværk, men mage til talentløs bygherre skal man altså lede længe efter, for han havde glemt, at slottet var ubrugeligt som fæstning, fordi det ikke var muligt at forsyne slottets eventuelle mandskab med rent drikkevand i tilfælde af en belejring. Så meget for den fæstning, men så lavede de det om til regnskabs-slot og lod lensmanden indtage slottets stuer og fylde dets sidebygninger med de enorme mængder naturalier, Kronen blev betalt med.

I dagtimerne kan man frit besøge kasematterne og fangehullet. Måske ikke fangehullet lige nu, for der er den helt store omlægning af i hvert fald en del af gårdens pigsten i gang lige nu. Til gengæld kan man så smide sig på voldene omkring slottet og ligger der og trille tommelfingre lige inde bag byens mest travle sted, Nytorv, i stilhed, mens man nyder, at solen skinner og foråret er lige om hjørnet.

Længere oppe i byen ligger Niels Ebbesens Gade med Smedekroen på hjørnet af den og Danmarksgade. Vi sidder lige ovenpå. Vi kan lugte tobagsrøgen og ind imellem er det som om, de sidder lige ved siden med en Prince og pulser løs. Gamle huse er forunderlige.

Her gjorde jeg holdt et par gange i dag. Siden flyttede jeg mig ud på Kong Christians Allé. Jeg skulle på Kunsten. Nede i caféen var der et dejligt arrangement. Vi skulle tage afsked men en dejlig kollega, som nu skal afsøge nye stier her i livet. Hun glæder sig. Det glæder mig.

Vi havde ind imellem kig til Jeppe Heins Water Pavilion, et fantastisk værk, som er sanseligt inspirerende og svært ikke at udforske. I dag var der en stor flok børn, som havde sjov med at gå inde mellem vandmurene.

I dag fik jeg også den gave, at to af mine kolleger, som jeg ikke har set meget længe, deltog i arrangementet og derfor fik jeg dem endelig at se. Det gjorde så pokkers godt og den ene havde tager årsagen til sit fravær med. Hun var pokkertagemig lækker, den bette. Ikke at jeg nogensinde nåede til at holde eller snuse, men sådan er det, når der er unge kolleger i den alder, hvor æggestokkene stadig blafrer længselsfuldt, hver gang der kommer småfolk forbi ;-)

Til sidst får du et billede af mig. Taget uden min vidende. Med mit kamera og ja, det er rigtigt. Jeg kan ikke finde min bilnøgle. Nej, det er ikke første gang. Jo, jeg fandt den. Det er jo derfor, jeg sidder her nu og tænker, at sofaen vist længes efter mig :-)