Mine medgørlige og venlige maskemarkører

Man kan købe sig fattig i strikkeudstyr og jeg gør det glad og gerne, for det betyder meget for mig, at mit værktøj er i orden. Det gælder alle aspekter af mit liv, hvor jeg optræder med egne færdigheder og det har altid været sådan. Grundlaget for at aspirere til perfektion er ild- og omhu i samarbejde med godt værktøj.

Jeg har adskillige strikkepinde. Jeg har et bredt udvalg af sæt. Jeg har KnitPro hurtigstrikkere i metal. Jeg har KnitPro i træ-udgaven. Jeg har tonsvis af løse Addi-pinde, ligesom jeg har et bredt udvalg af Addi-Click. Jeg har naturligvis også de nye Chiaogoo-strikkepinde. Alle pinde – og jeg gentager – ALLE pinde er i brug med skiftende intensitet, for alle kan de hver især noget helt særligt.

Nogle er utrolig velegnede til flertrådestrik, for de er spidse og styrer direkte ind og griber alle tråde, men ikke hurtige nok til enkelttråd, hvor jeg foretrækker andre pinde, som måske er knapt så spidse og derfor tillader, at jeg sætter tempoet gevaldigt i vejret. Nogle pinde egner sig fantastisk til uld, mens andre er bedre til glatte fibre, som alpaca. Hver eneste gang, jeg starter et nyt strikkeprojekt, er det med omtanke, at jeg vælger værktøj.

Jeg bruger ofte maskemarkører. Jeg har altid beundret de smukke maskemarkører andre sidder med i strikketøjet. Smukke perler, sjove ringe med og uden farver og kunstfærdigt udformede glaskugler på wirer.

Mig? jeg har prøvet dem alle. De er vejet og fundet for lette. De allerbedste maskemarkører i min værktøjskasse, er også de grimmeste. Til gengæld virker de for mig. De er hjemmegjorte og bare en købmandssnor med en træperle i enden, men her kommer nørderiet virkelig til sin ret, for det er jo mikrogram og løkkestørrelser, som afgør, at det er de bedste.

De ligger godt i hånden. De flytter sig villigt langs pinden. De er lige akkurat tunge nok til, at de følger med strikketøjet uden, at jeg behøver hjælpe dem og øjet på dem er jo nøje afprøvet og rettet til, så det er lige akkurat passer med, at det glider nemt og ubesværet fra den ene pind til den anden uden nogensinde at glide af og forsvinde mellem hænderne på mig. Maskemarkører kan sætte tempoet ned, er min erfaring. Jeg nørder tilstrækkeligt til, at jeg har udviklet egne maskemarkører, som nok er Danmarks grimmeste, men til gengæld samarbejder, så de skal have fortjenstmedalje til sommer.

Markørerne er ligesom nogle vine. De bliver bedre med alderen. Nu er købmandssnoren efterhånden smurt grundigt af spindeolie og lanolin og det gør, at løkkerne er lige præcis så formstabile, at jeg efterhånden kan strikke og flytte dem, uden at opdage det.

Jo, jeg prøver da stadig at bruge mine smukke, lækre og farverige markører, men det ender altid med, at jeg henter marienhønsene, for de virker. På mikrogram og lanolin.