Tilbage og hvis ikke helt, så i hvert fald halvt

Så er jeg meldt ind i verden igen. Hovedpinen har jeg stadig og jeg skal ærligt indrømme, at jeg et øjeblik tvivlede på egen dømmekraft, da jeg sad i solen på en parkeringsplads i Aalborg Øst og strikkende ventede på, at tiden skulle gå, fordi jeg havde raskmeldt mig, men alt godt kommer til den, som kan vente og jeg endte også med at dukke på på rette tid og sted og endda i god ro og orden.

Jo, du læste rigtigt. Jeg sad på en parkeringsplads og ventede. I mit job er ventetid mellem opgaver ikke noget særsyn. Man lærer hurtigt at nyde den i stedet for at irriteres. Jeg elsker f.eks. at finde et sted, hvor solen falder ind gennem forruden. Jeg har strikketøj og en lydbog liggende i bilen og jeg har mere end én gang nået en lille lur eller en rask spadseretur, inden jeg jeg skulle møde ind på næste opgave. Jeg kan lide, at der er disse små, bekvemme pauser i løbet af dagen.

Nu er jeg hjemme igen. Jeg er virkelig træt. Faktisk beskæmmende træt, når man tænker på, hvor lidt jeg har lavet, men sådan er det. Jeg vil finde et godt hjørne og slå mig ned. Jeg trænger til en lur og den er bedst der, hvor solen skinner.

Efter en passende lur vil jeg igen være at finde blandt de, som ind imellem får lidt fra hånden. Jeg vil strikke. Mit ærme skal helst vokse med adskillige centimeter i aften, men ingen kræfter har jeg. Jeg skal lige samle dem og så skal jeg da for øvrigt også huske at se Lej en familie på DR2 i aften klokken 20.30. Måske du også skal :-)