Jeg håber ikke, at du mødte mig. Gjorde du? Nej, men så undskyld, altså!

Det der med et formildende skær, det kunne jeg godt bruge. Jeg ligner en hængt kat og jeg føler mig som en.

Jeg er helt færdig, for jeg har ikke sovet. Jeg har hovedpine og jeg er træt af, at jeg har slået storetåen, fordi jeg bankede den ind i sengestolpen i nat, da jeg skulle op og redde det sidste af min stemme, som var ved at forsvinde i takt med, at Sahara bredte sig fra drøbelen og nedefter. Ørkenvandring kaldes det vist.

Det er også sådan en, jeg har gang i, når jeg skal lufte Oskar om morgenen og han er helt igennem rigid stædig omkring sin ulyst til at vende hjem. Den hund kan jo lette ben så mange steder, at jeg til sidst bliver nervøs for, om der følger noget dyrt medicin i kølvandet på den slidgigt, hans hofte aspirerer til. Hvis det er tilfældet, kommer han selv til at tjene til den som cirkushund i Arena og så er det for øvrigt f… sidste gang, at jeg går ud med en svimmelhed på skulderen. Jeg ligner jo grangiveligt en, der har taget solidt for sig af barskabet, inden verden skulle indtages.

Vi kom fra det formildende skær. Det er der hårdt brug for på min matrikel for øjeblikket. Når foråret ikke gider komme og kaste glans, er vi vel selv nødt til at gøre noget, så der varmes op til den helt store tur på gårdspladsen. Margueritten er købt. Lavendlerne står i kø. Nu mangler vi bare lige, at jeg får fundet de ben, der gider stå solidt som en sømand på stormomsust dæk. De må ligge lige om hjørnet og så var det for øvrigt den ekstra morgenlur jeg kom fra. Jeg har pokkertagemig fortjent den!