14

Den grå eminence eller hvordan jeg vist aldrig ender som sådan én, fordi jeg larmer for meget

Jeg strikker på endnu en Peasy. Denne gang i grå, hvilket vist ikke kan overraske nogen af jer, som læser med herinde. Jeg er grå. Sådan er det bare.

For ikke at gentage mig selv, har jeg valgt at lave om på ærmerne. Jeg er ikke helt tilfreds med de ærmer, der er lavet til den oprindeligt. De er korte – slutter lige efter albuen – og brede, så de får en snert “puf”, hvilket kan være fint og sødt, men jeg er nu mest til forholdsvis smalle ærmer. Jeg kan lide dem korte. De må gerne stumpe. Faktisk er jeg til enten eller. De skal stumpe eller næsten være for lange. Så er jeg glad.

Peasy

Jeg tager ind på hver 8. pind. Jeg strikker bare, til passende længde, hvilket i dette tilfælde er sådan et lille stumpeærme, som lader mine armbånd titte frem nedenfor.

Jeg strikker i to tråde af en fin, tynd Blackhill Højlandsuld med kashmir i. Den er ikke listet i butikken, men kommer sikkert til salg, når Kenneth holder åbent hus 10.-12. maj. Den er helt igennem fantastisk, men spundet, så den kræver en vask for at blive jævn. Det bliver noget så lækkert.

tirsdag 012

Jeg mangler kun et ærme. Hvad venter jeg på?

Du vil sikkert også kunne lide