21

Så sidder jeg her og sidder

Fredag er oftest kontordag. Det er den også i dag. Jeg sidder med udsigt til et hjørne af byen, som efterhånden ligner noget, der er løgn. Det skulle dog ikke vare længe. Vi har hørt rygter om, at det liberale erhverv, der ellers stortrives på hele hjørnehusets førstesal – og ja, jeg har set dig, når du både ankommer og forlader etablissementet, men min mund er lukket med syv segl – skal erstattes med en nybygget Fakta. Altså skal de nedrive og fjerne det gamle hus og i stedet bygge nyt.

Jeg håber det er en halv løgn, for jeg orker næsten ikke de lange udsigter til uro fra en byggeplads lige akkurat der, hvor jeg forventes at kunne koncentrere mig og endda ind imellem få en god idé eller to.

Udsigten er grå i dag

Ja, det ville klæde vores vindueskarm med en plante eller to og du vil bemærke, at vi allerede har lagt an til netop det. Skjulerne er på plads. Nu mangler vi bare det grønne, men vi er ikke til fals for hvad som helst. Det skal være det helt rigtige. Kommer tid, kommer råd.

Arbejdsmobilerne

Indenfor er der ikke gråt. Her er hyggeligt, varmt og dejligt. Jeg sidder alene i dag og jeg stortrives med Lones selskab, men jeg elsker nu også disse dage, hvor jeg kan larme, som det passer mig. Så lytter jeg til musik eller radio. Jeg drikker te, tegner digitale streger og overvejer, om fredag ikke er oplagt til en visit hos bageren. Jeg tror det næsten.

Må din fredag blive fuld af alt det, som gør den gode forskel :-)

Du vil sikkert også kunne lide