10

Hvordan et vaterpas blev min mandags banemand

Egentlig skulle jeg i strikkecafé i aften. Jeg havde faktisk glædet mig rigtig meget, for jeg synes, at det er frygteligt hyggeligt at mødes med andre, inspirerende strikkere. Nogen gange skal man bare mærke efter og stole på det, der rører sig nede i maven. Kræfterne rækker ikke.

Natten har været urolig og fuld af afbrudt søvn. Klokken fire steg både Kenneth og jeg forvirrede ud af sengen overbeviste om, at der var gået en røgalarm et sted. Et eller andet bippede med systemisk præcision og insisterende vedholdenhed. Der gik lidt tid, inden vi fik lokaliseret og placeret lyden. Det var tømmerens elektroniske vaterpas, som stod oppe i gangen. Pludselig havde det fået trang til at give lyd.

Bagefter skulle jeg prøve at falde i søvn igen, men på indersiden af pandebrasken gentog Politikens lysavis bare: Du skal op om to timer, så sov nu! Du skal op om to timer, så sov nu! …

Ro og fred

Nu er dagens formelle del gennemført i god stil. Tilbage er de kræfter, der skal række frem til sengetid og der er sørgeligt få af dem. Jeg kan mærke det. Jeg har brug for at gøre ingenting. Jeg har brug for at lytte til maven, der siger, at jeg skal sætte mig i et solfyldt hjørne og lade luren overmande mig.

Man kan jo også strikke hjemme :-)

Du vil sikkert også kunne lide