26

Snowdrop eller hvordan renæssance kan være på sin plads, når den helt rigtige farve kommer forbi

Blåt er flot var engang mit motto. Jeg gik altid med blåt. Blåt i alle afskygninger. Jeg elskede blåt. Blå var klart min yndlingsfarve.

Det er skiftet. Jeg er en vendekåbe, så i dag vælger jeg grønt, men jeg elsker nu stadig blå. Blå i mange afskygninger. Babyblå, klar blå og havblå. Mørkeblå, dueblå og turkisblå. Blå, blå og atter blå og ikke mindst den klare, påtrængende blå, er jeg vild med.

Kenneth havde for nogle uger siden Blackhill Højlandsuld på hylderne i den smukkeste, blå nuance. Blå hedder den. Selvfølgelig.

Jeg tog dengang nogle nøgler til lageret og der har de så ligget og pyntet til forleden. Nu skulle det nemlig være. Jeg trængte til et lille, hurtigt strikketøj, som kunne tilfredsstille min lyst til at blive færdig i en fart. Det skulle nok være småt, men det skulle også være anvendeligt og det skulle ikke være til et barn eller en baby. Det skulle være til en voksen. Måske til Oline. Jagten på en idé og siden opskrift gik ind.

Blå

Den smukke blå skulle forvandles. Jeg vidste godt, at jeg ikke selv ville komme i noget i den farve, men det skulle nu ikke afholde mig fra at synes, at en anden så skulle. Jeg ville gerne strikke med en tråd af den smukke og bløde Blackhill Kid Mohair Silk. Det er en kombination, jeg aldrig bliver træt af. Fnuglette resultater, som varmer på den helt rigtige og meget luksuriøse måde.

Snowdrop

Resultatet af jagten på en idé til farven blev en gammel model af Isager; Snowdrop.

Fakta:

Model: Snowdrop af Isager

Garn: En tråd Blackhill Højlandsuld i farven Blå og en tråd Blackhill Kid Mohair Silk i farve 14.

Pind:  4 & 6 – AddiClick hurtigstrikkere i metal.

Snowdrop

Garnforbrug: I alt 107 gram fordelt på 63 gram uld og 44 gram mohair .

Pris ialt: 83 kroner

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Jeg elsker det bløde og fnuglette udtryk der fremkommer ved brugen af Blackhill Kid Mohair Silk. Jeg synes, at man får så meget luksus, når man smider sådan en følgetråd med en almindelig uld, så det er en af mine foretrukne kvaliteter og jeg har planer om, at jeg vil strikke en cardigan i præcis den blanding. Jeg er sikker på, at den ville blive en yndling.

Ravelry: Du kan selvfølgelig se mange flere billeder lige her!

PS – Farven i Blackhill Højlandsuld er ikke på hylderne inde ved siden af lige nu, men den er på vej og ankommer snart og ellers er der jo et hav af andre smukke farver, som også vil egne sig fortrinligt. Lilla, orange eller syregrøn er bare nogle af de farver, der frister mig til at strikke endnu en :-)

Du vil sikkert også kunne lide