Lidt hverdagsbuddhist er man jo altid eller hvordan jeg lod Oskar slippe

Sent i nat, da vi var på vej hjem fra en skøn aften i udsøgt selskab og maverne var ømme af grin og hovederne fyldt op med tanker, begyndte det at sne. I vildskab. Så meget, at jeg måtte sætte farten ned, for at have udsyn. Det sidste er nemlig praktisk, når man ligger på de danske landeveje.

I morges, da jeg stod op, var der ikke spor af nattens sne. Sikke et held. I stedet skinner solen, men man skal ikke lade sig narre til at tro, at der er rart derude. Der er overhovedet ikke rart. Der er så isnende koldt, at Oskar nægtede at gå udenfor. Ikke tale om, at han ville ud at fryse. Så hellere holde ud og lide, så det gør han nu. Jeg nænner ikke at tvinge, så mens jeg drikker morgenkaffe og nyder, at huse er hule og jeg ikke behøver bevæge mig ud, hvis jeg ikke gider, ligger han og hygger under dynen i Kenneths fodende. Så lad ham da, den søde hund.

I vindueskarmen sidder Buddha og minder mig om, at det er en god idé at møde andre med åbent sind og kærlighed. Det er sandelig ikke fordi jeg altid husker det, men lidt hverdagsbuddhist vil jeg altså gerne være og det minder han mig  om, når han sidder der og smiler til verden.

Jeg skal bruge dagen på praktiske gøremål, men de fleste kan sagtens kombineres med strik ved langbordet, så det har jeg bestemt tænkt mig, skal være en af hovedingredienserne denne søndag. Måske i kombination med en god film og skoldhed te, men først var der vaskemaskinen, der skal tømmes og fyldes.