Kald mig bare Florence

Oline er eksamens- og influenzaramt. Det er ikke nogen vældig god kombination, så hun kæmpede hele eftermiddagen i går mod feber, hoste og generel utilpashed og en skriftlig eksamens-aflevering.  Ingen af delene var særligt samarbejdsvillige, så da hun endelig kunne lægge det hele fra sig sent i går aftes, var det ikke kun hende, der igen kunne trække vejret frit. Vi var alle lettede på hendes vegne.

I dag er uret sat til klokken tidlig, for hun har lige en besked, der skal sendes, men så tror jeg også, at der er dømt finsovning resten af formiddagen. Den tid skal jeg nå at udnytte. Jeg skal vaske tøj, ordne nogle praktiske hængepartier, skrive mails og udfolde illustrationsopgaver, der venter forude. Jeg skal drikke kaffe. Jeg skal også hygge lidt med Kenneth, inden han vender snuden mod en anden ende af Danmark.

Jeg måtte have noget strik, der ikke krævede koncentration, da jeg legede Florence Nightingale i går, så jeg fremdrog en gammel og glemt model, Snowdrop af Helga Isager, som snildt løber gennem hænder, der også skal supplere med varme drikke, søde ord og opmuntrende tilråb. Uldfarven jeg strikker med hedder Blå. Den ER bestilt og på vej ind på hylderne igen, siger chefen :-)

Måske bliver der også tid til lidt strik. Det ville ikke gøre noget skidt for mig. Det ville det altså ikke.

PS – næse, hold så op med at løbe, tak!