19

Lørdags lokkende lækkerier

Det er lørdag og den er dejlig langsom. Vi er praktiske, men i vores helt eget tempo. Ingen skynder sig, men alle sørger for, at der er plads til hygge og ingen stress.

Kenneth kører i fast rutefart ned til genbrugspladsen. Oline laver lektier. Jeg vasker tøj, rydder op, strikker og bager. Det bliver til marcipan-/blåbærmuffins. Mmmm…

Marcipan-/Blåbærmuffins

Jeg bruger en klassisk opskrift med vanille og suppleret med godt med revet marcipan og en ordentlig skefuld blåbær i dejen. Blåbærrene købte jeg forleden og de skal bruges, så de gav anledning til en eftermiddagssnack af de bedre.

Jeg satser på, at de hæver, men jeg laver også plads til den topping, Oline er så glad for. Jeg vil ingenting have på toppen. Den slags er alt, alt for sødt for mig. Jeg foretrækker dem au naturel og uden pynt. Bare som de er, tak.

Marcipan-/Blåbærmuffins

Oline elsker rørte, tilsmagte smørcremer, flødeskum, glasur og pynt i læssevis og jeg forstår godt fascinationen, men jeg kan slet ikke spise det uanset hvor indbydende det måtte tage sig ud. Jeg er mere sådan en sandkage-pige, tror jeg ;-)

Der går ikke mange minutter i ovnen, før de begynder at dufte i hele huset. Der er ingen tvivl om, at de er fyldt med vanilje og marcipan. De dufter vidunderligt.

Vanilje

Jeg er blevet lidt afhængig af Taylor & Colledge vanilje-produkter. Den økologiske vanilje-pasta er nem at bruge og den smager vidunderligt. Den vil jeg gerne anbefale, men jeg ved faktisk ikke, om den kan købes lokalt. Min kommer i pakker sendt fra Amazon og det er jo både nemt og bekvemt.

Blåbær-/Marcipanmuffins

Resultatet af anstrengelserne er små, svampede og lækkert duftende muffins, som nu står og kalder på os oppe på køkkenbordet. De lokker, gør de :-)

Du vil sikkert også kunne lide