27

Lappecirkus eller hvordan sommerens indsats alligevel fik en renæssance og tilmed et formål

Forleden ryddede jeg op i alle de små strikkeprojekter, der var parkeret forskellige steder for at vente på, at jeg igen genfandt interessen for dem. Langt størstedelen røg direkte til skrald og det gav en dejlig følelse af lethed at skille mig af med ting, som alligevel kun mindede mig om, at jeg ind imellem opgiver, men enkelte ting overlevede.

Lapper

I går savnede jeg pludselig et eller andet let at sidde med. Efter Relief var hænderne såmænd ikke tomme, men for at bevare lysten til at fortsætte med strikkeriet, ville jeg veksle med lidt hækling. Jeg kunne huske, at jeg forleden fandt en stak lapper, hæklet på turene mellem Danmark, Italien og Frankrig sidste sommer.

Mange kilometer ad Europas motorvejsnet hæklede jeg lapper. Hænderne kan lide at være beskæftiget. Jeg strikker og hækler på forskellige småting, når vi planlægger ture ned gennem Europa og sommerens tur var ingen undtagelse. Det blev blandt andet til et Parrot, en stor stak lapper og nogle små babyting. Alt sammen noget, som kunne håndteres på forsædet uden stor tankevirksomhed. Nu skulle lapperne have en renæssance efter at have tilbragt et halvt år i eksil. Ikke til det tæppe de oprindeligt blev rettet mod, men til et langt, dejligt og farverigt tørklæde.

sondag 031

Antallet af lapper passede præcist til et stort, lækkert tørklæde. Jeg opgav system til fordel for tilfældigheder og lagde lapperne i to bunker, startede fra en ende af og hæklede dem sammen i den rækkefølge, de tilfældigvis lå i. Fælles for dem alle er, at de er omkranset af gråt, så udtrykket i sidste ende bliver roligt.

Da lapperne var hæklet sammen langs de yderste kanter, skulle jeg beslutte, om jeg ville hækle eller sy sammen på resten af siderne af firkanterne. Normalt ville jeg vælge at hækle, for det er hurtigt, nemt og bekvemt, men denne gang valgte jeg at sy. Af en eller anden grund passede det langsomme mig vældig godt i går, men man kan altså gøre begge dele og med lige godt resultat, synes jeg.

Lapper

Tørklædet er blevet blødt og dejligt. Det er hæklet af forskellige rester af Blackhill Højlandsuld på hæklenål nummer 3½ og derfor et oplagt resteprojekt eller alternativt en god grund til at investere i en Garnblomst. Det er kantet med en grå, men det ville være sjovt, smukt eller anderledes med sort, rød, orange eller hvid bundfarve også.

Jeg overvejede at give det en hæklet bort, som kunne være noget blonde af en slags, men jeg er mere enkel end jeg er flæse, så det endte efter et par rækker med fastmasker.

Det endelige mål er cirka 20 x 210 cm. Tørklædet vejer ikke mere end 147 gram og er både let og varmt på én gang. Det er sjovt og jeg er svært tilfreds med, at jeg alligevel lykkedes med at få noget smukt, anvendeligt og lækkert ud af sommerens hyggearbejde.

Du vil sikkert også kunne lide