18

Fredagshjørnet

De allerfleste fredage tilbringer jeg inde på kontoret. Her har jeg mit hjørne, hvor jeg er omgivet af ting, der betyder noget for mig. Jeg har fjollerier og jeg har alvor. Jeg har opskrifter på søde kager, kornrige brød, tegninger, der giver smil på læben og oversigter over annoncestørrelserne i forskellige medier. Jeg har CMYK-koder, design-manualer, skalpel og tekopper. Jeg har udsigt og jeg har kolleger.

Jeg har også te. I en kasse, der er min, ligger forskellige teer gemt. Ikke fordi de er hemmelige, men fordi de er mine og ikke nødvendigvis andres yndlinge. Så kan jeg brygge dem i det selskab, der sætter pris på mine særheder. En af dem er Yogi® i smagsvarianter, som ikke altid giver mine medmennesker samme følelse af velvære og sjælsglædesbobler, som de giver mig. Der skal være plads til alle. Også dem, som ikke sætter pris på Yogi® og det umiskendeligt hippie-urte-te-islæt, der er at finde her.

Visdom

Mig? Jeg elsker det! Jeg elsker også, at der er visdomsord at finde hver gang, jeg brygger en ny kop te. Jeg gemmer dem i en lille kasse, jeg har lavet. Så plager jeg livet af mine kolleger. Jeg finder med højtidelig mine kassen frem, tager låget af og beder en af dem trække Dagens Visdomsord™. Det læser jeg så op med passende stemmeføring, mens jeg forventer, at de skal forholde sig positivt og indlevende. Det er de sikkert trætte af, men så minder jeg dem om den simple sandhed…

Fredagsvisdomsord

Det er nemlig sådan, at min lykke er en lille smule afhængig af deres lykke. Deres liv og lykke ligger mig på sinde. Jeg glædes dagligt over, at det samme gør sig gældende den anden vej. Vi griner og græder sammen. Vi støtter og skubber, som der er behov. Jeg har bare verdens bedste kolleger.

I dag er det fredag. Weekenden er skudt i gang og den er velkommen. På mandag snupper jeg endnu en omgang plag dine kolleger med visdomsord, men indtil da, er jeg helt igennem klar til at lave nærmest ingenting. Hurra for fredag og for, at der er så meget at glædes over :-)

Du vil sikkert også kunne lide