8

En god start

Fredag morgen er dejlig. Uden stress og jag er den startet. Med kaffe i koppen og rolig start på arbejdet (som varetages hjemmefra i dag) har der været overskud til at få bund i indbakken. Til gengæld har jeg stadig morgenhår, men hvem ser det?

Jeg har haft Oline på sidelinjen til en af de morgensnakke, der ind imellem falder ned i min turban. Alvor iblandet sjov. Stort og småt. Det der lige rør’ sig indeni. Jeg bliver så taknemmelig over, at jeg får lov til at være en del af det. Jeg bliver også fandens stolt af hende. Hun er et af de fineste mennesker, jeg kender. Helt igennem dejlig er hun.

Morgensnak

I dag var egentlig øremærket én plan, men den er ændret til en anden. Omstændighederne gør, at det må være sådan og det er jeg lidt ærgerlig over, for jeg skulle have haft sjov med mine dejlige kolleger, men der er hensyn, som vejer tungere end mit forlystelsessyge sind ;-)

Det er fredag. Jeg arbejder hjemmefra og dermed med carte blanche til bad efter frokost, varme sokker og bløde bukser. What’s not to like?

Må din fredag bringe dig fornøjeligt frem til starten på en dejlig weekend :-)

Du vil sikkert også kunne lide