Rent bord… i hvert fald næsten

Jeg har gjort det. Det er sket. Jeg har rent faktisk haft julen stående helt ind i januar, som mange traditionelt gør. Jeg er bare ikke god til det. Jeg får brug for rene flader, ro til øjet og en frisk start, inden jeg nærmer mig nytåret. Jeg begynder at mistrives. Jeg kapitulerer.

Det er ikke anderledes i år, så jeg har båret julen ud. Jeg har fjernet de fleste spor. Jeg har dog julerester, som ikke smides ud, men forvandles til søde og dejlige overraskelser til familien og gerne denne eftermiddag, hvis jeg kan finde tiden. Der er marcipan, nødder og tørret frugt. Der er chokolade. Der er vist masser af muligheder for at udfolde trangen til at bage lidt godt.

Granguirlander og lyskæder er afløst af askese og lys. Det er fint med mig.

I køkkenet er jeg klar til, at vi skal sammensætte nytårsmenuen. Vi elsker godt, mørt kød, så det ender sikkert meget traditionelt med noget oksemørbrad. Kammuslinger i spændende selskab er nævnt som forret, ligesom jeg har hørt rygter om en frisk og alligevel sød dessert. Der tænkes også på natten. Vi skal nok blive klar.

Den eneste rest jul, der endnu er at finde, er de små stuegraner, som har været så fine at kigge på hele julemåneden. Dem nænner jeg ikke at kassere, men jeg forestiller mig, at jeg kan nå at blive meget træt af dem, men så må de på ferie et sted, hvor jeg ikke ser dem så ofte. De trives indenfor og de har virkelig været nogle fine gæster denne december.

Der er nu også stadig rester af julen i den kaffe, jeg drikker. Der er drys af chokolade med kanel. Det bliver jeg vist aldrig træt af.

Hvis tiden levner plads, vil jeg sætte mig i sofaen, tage et kig i bogreolen og måske finde mig et stykke strik, som kan fastholde min let afledelige strikkefokus. Jeg trænger sådan.