13

Julius eller lidt om ønsket, der endelig gik i opfyldelse

Jeg trisser rundt og ordner de sidste ting. Jeg vasker sengetøj. Jeg støvsuger. Jeg tænder stearinlys og jeg drikker kaffe og iskold cola. Så får jeg øje på min nye bedste ven.

Julius

I vinduet ligger Julius. Han flyttede ind i går. Jeg er vild med ham og han er længe ønsket. Faktisk har han været på ønskesedlen siden 2008 og endelig i går lykkedes det.

Jeg byttede andet, for at få muligheden for at hjembringe ham og jeg har ikke fortrudt et sekund.

Julius

Julius er tegnet af Charlotte Lynggaard. Han er skabt til støtte for Børnefondens vandprojekter i Vestafrika og han har foreløbig – sammen med sine andre venner – formået at give mere end 2 millioner kroner til projekter, som sørger for rent drikkevand i egne, hvor det ellers ikke er hverdagskost.

Jeg skal overhovedet ikke pudse glorier, jeg ikke har, for det er ikke på grund af ovenstående, at jeg er blevet den glade indehaver af Julius. Jeg er bare vild med ham, men jeg synes, at det er dejligt at vide, at bonus er, at også jeg har givet et beskeden tilskud til Børnefonden, men jeg havde nu nok efterstræbt ham uanset.

Du vil sikkert også kunne lide