13

Op på hesten

I dag er julefrokost med hjemmekogt pølse og flæsk, grønlangkål og brunede kartofler. Der er hjemmelavet rullepølse og sylte, der smager, så englene synger. Der er sild først og der er den traditionelle ost og risalamande til at afslutte måltidet. Der er hjemmebagt brød og der er styr på det meste. Jeg skal lige dække bord og nette mig. Der er oceaner af tid. Det er dejligt.

Vi havde en skøn dag i går. En 1. juledag, som vi elsker den. Vi blev i sofaen med rester, godter og gode film det meste af dagen kun afbrudt af min brødbagning og Kenneths koge- og braserier. Vi så masser af film. Vi hyggede under plaider og vi grinte ind imellem, så vi var ved at sprække. Det er bare det allerbedste at grine og det er vi altså gode til :-)

Julefrokostdag

Gergely kommer hjem i dag. Han har været hos sin familie den sidste uge, så nu er vi altså ved at savne ham. Mor og moster kommer også og de er altid rigtig dejligt selskab og faktisk også eminent gode til at grine. Der er noget at glæde sig til.

Må din 2. juledag blive en, som passer som fod i hose :-)

Du vil sikkert også kunne lide