31

Så skal Ella luftes

Ligesom Ulla, vil jeg også lufte min Ella i dag. Den er blevet skøn.

Selvom strikketiden har været begrænset, er den kommet af pindene i en fart, for det foregår på tykke pinde og med ikke alt for mange vrangmasker. Addis rundpinde er, efter min mening, de bedste, når man strikker med mere end én tråd. De er tilpas runde til ikke at komme i karambolage med kun én tråd med tab af masker til følge, så det er gået forrygende og jo, jeg elsker stadig mine Knitpro, men jeg elsker altså også mine Addi. Kærlighed kan sagtens række til mere end et stykke værktøj og jeg er meget selektiv, når det kommer til projekter og det grej, der skal til, så jeg elsker, at jeg kan vælge mellem alle de gode af slagsen.

Ella

Fakta:

Model: Ella af Lene Holme Samsøe fra bogen Suveræn Strik.

Garn:  Blackhill Højlandsuld.

Ella

Pind:  6 & 7 – Addi Click.

Garnforbrug: Ialt 596 gram fordelt på 425 gram Blackhill Højlandsuld Chunky i farven Rullesten og 171 gram Blackhill Højlandsuld i farven Stål.

Ny teknik: Ingen som sådan, men det var alligevel nyt med de sjove, snørede masker. Tidskrævende, men sikke en effekt. De er arbejdet værd, synes jeg.

Ella

Bemærkninger: Jeg har pillet ærmekanterne af igen. Først var jeg i tvivl om de skulle på. Så strikkede jeg dem. Så pillede jeg dem op, for jeg kan egentlig bedst lide, at ærmeåbningerne står rå og ruller til bagsiden, så de bare er diskrete og ikke gør væsen af sig. Jeg startede søndag og kan tage den på torsdag efter næsten ingen strikketid. Den slags er noget ved, når man er resultatorienteret, som jeg er.

Du vil sikkert også kunne lide