På tur til næsetippen

I går var jeg på en skøn tur ned gennem en lille del af Danmark. Vejret kunne vise sig at være en udfordring, men jeg forberedte mig og pakkede lidt ekstra proviant, lidt god musik og solbrillerne. Ankomsttidspunktet var fleksibelt, så der var ingen grund til andet end at nyde turen og det gjorde jeg.

Det første stykke foregik på motorvejen. Der var ingen problemer. God, solid vejbane og bilister, som var overraskende fornuftige. Jeg havde det skønneste solskin (og heldigvis gode solbriller), godt udsyn og en umanerlig dejlig bil at tilbagelægge kilometer i, så jeg nød bare det hele og glædede mig til, at jeg skulle køre ind på en gårdsplads, jeg ikke kendte endnu.

Lidt syd for Randers drejede jeg fra og lagde kursen stik ned i næsen. Faktisk helt derned, hvor man ikke kunne komme længere, skulle jeg. Kan du huske Danmarks kort? Helt ude på dryppet under næsen lå min slutdestination og her blev jeg varmt modtaget med åben dør og åbne arme. Så er der noget ved at køre til verdens ende ;-)

Udsigten derude på næsen er betagende…

Jeg kom til et af de smukkeste steder, jeg har været. Der er kig til Kattegat, Fuglsø – og Begstrup Vig. Der er kig til færgerne, som defilerer forbi ude på vandet. Der er kig til det skotske højlandskvæg og gravhøjene, der minder om, at vi ikke er de første, der har fundet stedet attraktivt. Jeg skulle besøge Ulla.

Efter en skøn frokost og en imponerende samling ord, skulle vi lige luftes. Jeg ville så gerne se dyrene.

Her står chefen og nogle af hans koner. Chefen besad stoisk ro og stod bare og tyggede drøv, mens hans harem defilerede forbi og hyggede lidt om de kalve, der var.

Det er rolige dyr, sådan nogle kvæg.

Tæt på er dyrene enorme. Og smukke. Jeg kunne have tilbragt lang tid hos dem, men der var også andre dyr, som fortjente lidt opmærksomhed. Der var f.eks. de sjove og lidt dumme får, som besad knap så meget ro. Urolige og flaksende sjæle er de.

De er nu også nysgerrige, sådan nogle får. Altså hvis man holder afstand, for ellers ophører nysgerrigheden og flugttrangen sætter ind, så jeg nærmede mig langsomt.

Hende til venstre har jeg mistænkt for at vide, at jeg spiste hendes lam forrige måned. Hun nidstirrede mig.

Jeg er lige så vild med får, som jeg er med kvæg. De er sjove at iagttage, smukke og leverandører til en del af den mad, jeg holder allermest af.

Ulla og jeg snakkede lidt om evnen til at slå dyr ihjel og det med at vide, at man opdrætter for at spise. Både hun og jeg er pragmatiske og realistiske, så vel er dyrene skønne og smukke, hyggelige og venlige, men de er også mad. Længere er den ikke. Måske, for jeg ved jo ikke, om jeg kunne slå et yndlingsfår ihjel eller en ko, jeg var kommet til at holde ekstra af. Jeg bilder mig det bare ind.

Jeg holder også af grise. I store stalde, hvor mange er samlet, stinker de. Disse grise stank ikke. De lugtede, bevares, men de stank ikke og jeg kan altså ikke stå for grise og deres madglæde. Disse grise var ingen undtagelse og mennesket forbinder de med mad, så de startede snart med deres indtrængende tiggeri. Grise snøfter, grynter og skaber sig og de helmer ikke, før de får, hvad de beder om, så enten går man eller man giver efter.

For enden af grisestalden går hønsene. Dem skulle vi lige hilse på. Da vi vendte os om igen – i den infernalske larm af fire tiggende grise – var der en, der havde taget sagen i egen hånd og insisterede på, at vi skulle forstå, at der var behov for grutning. Snart fulgte endnu en efter…

Der var ikke skiltet mod betleri, så der var ingen ende på deres plagen. Til sidste overgav Ulla sig og smed lidt foder til de fire, som straks holdt mund og kastede sig over truget. I mellemtiden sneg vi os ud, for indenfor ventede varm te, ost og endnu mere snak. Vi var ved at trænge.

Altså ikke Carla. Hun gad rigtig gerne være ude, men hun kunne nu også lide at ligge på mine tæer :-)

Tiden løber alt for stærkt, når man er i så godt selskab, så snart var det tid til at sætte kurs nordpå, men inden fik jeg denne skønne udsigt at tage afsked på.

Jeg var fyldt op at dejlige ord, smuk natur og Ullas skønne selskab, da jeg kastede mig ud i at forcere nogle af Djurslands sne- og isdækkede småveje. Jeg summede indeni, så der var stilhed i bilen helt til jeg nåede motorvejen inde ved Randers.

Der tændte jeg for The The og Sort Sol og sang med de sidste halvfjerds kilometer. Jeg sang af glæde og taknemmelighed over, at jeg er så heldig at møde så mange dejlige mennesker på min vej gennem livet.

Tusinde tak for en ualmindelig skøn dag, Ulla. Jeg er klar til en gentagelse :-)