14

Muren

Nogen gange synes jeg jo, at tingene kan blive skruet helt forfærdeligt op. Også de der forestillinger om at være sneet inde, men det var vi og det krævede en ihærdig indsats at blive klar til at lægge fra land denne morgen. Der er flyttet nogle skovlfulde sne, skal jeg hilse og sige, men til sidst lykkedes det og vi kom ud af det snegreb, vi sad i.

Oline skulle til mock exam eller som vi danskglade siger; prøveeksamen. I dag stod biologi for tur. Hun skulle starte 8.45, men ville gerne komme i god tid. Jeg skulle møde 8.15, så det passede med, at hun kunne blive kørt i skole, hvorefter jeg kunne køre derhen, hvor jeg skulle være. Vi kørte i rigtig god tid. Vi forlod gårdspladsen klokken 7.15. Vi skulle køre fem kilometer, smide Oline af og køre de 4,5 kilometer retur, hvor jeg skulle være en time senere. Knap ti kilometer på en time burde ikke være urealistisk, men det var det.

Jeg kom for sent. Næsten et kvarter! Her kan du delvist se hvorfor…

Ikke at jeg sad fast hjemme på terrassen under den halve meter sne, der ligger derude og har begravet min havebænk, men der ligger jo lignende bunker ude i Aalborg. Det tog bare sin tid at komme gennem byen, skal jeg love for.

I eftermiddags ramte jeg endnu en gang muren. Jeg skulle nordpå. Langt ud på landet. Ind ad småveje, som næsten kun er hjulspor på en dag som denne, men det gik faktisk ret godt lige indtil jeg – 2 kilometer før mål – drejede om hjørnet og blev bremset af en mand, som stod midt på vejen og viftede med armene. Hans bil holdt på tværs og halvvejs i grøften lidt længere henne ad vejen. Han havde ringet til Falck, men de havde ingen anelse om, hvornår de nåede frem, sagde han. Jeg kunne ikke passere. Så vendte jeg Moderskibet med besvær og med konstante kys til driverne, jeg skulle vende mellem.

Bagefter prøvede jeg en endnu mindre vej. Bare fordi. Her blev jeg stoppet i en fart af en mand, som ikke mente, at jeg skulle fortsætte, medmindre jeg havde 4WD og det har jeg jo ikke, så han anviste i stedet sin nyryddede indkørsel til at vende i og sendte mig retur ud på hovedvejen, som med forsigtighed var farbar.

Så opgav jeg. Kapitulerede. Smed håndklædet i ringen og kørte retur til Aalborg. Så nær og alligevel så langt fra.

Nu er jeg hjemme. Jeg har været ude at agere chauffør to gange efterfølgende, men kun her i byen. Det går fint. Langsomt, men fint. Resten af dagen står på optøning. Af tæer.

Du vil sikkert også kunne lide