10

Så nåede julen frem til Tjørnevang

Dagen er gået med raske fjed eller det er måske en overdrivelse, når jeg endte med at bruge syv kvarter på turen til Hjørring denne morgen. I mørke med sne- og isglatte veje var der umanerlig mange fornuftige bilister, så det gik ikke stærkt og desværre ramte jeg også et par uheld, som lagde ekstra til tidsgennemsnittet, men jeg nåede helskindet ud og helskindet hjem efter en forgæves tur sydpå. Nogen gange går det sådan. At det er forgæves. Omstændigheder gjorde, at jeg slet ikke havde behøvet bevæge mig syd for Aalborg og dem, der ikke bryder sig om at køre i sne, ville ærgre sig, men jeg elsker det og nyder, at der er udfordringer til mig bag rattet. Jeg kan lide det.

Musikken i bilen har været en blanding af Sort Sol og The The. Slet ikke dårligt. Jeg nyder at køre, så jeg klager ikke det mindste. Det skulle kun være over, at der altså slet ikke kom den sne, de advarede om i morges. Det hele faldt tidligt i morgen- og formiddagtimerne og siden har jeg ikke set et eneste fnug. Omtrent, for jeg overdriver lidt. Der er faldet nanosne, men heller ikke mere. Jeg elsker sne. Det er så pænt og det signalerer jul, når jeg ikke selv kan tage mig sammen og gøre noget ved den jul.

I dag gjorde jeg lidt. I den sidste rest dagslys nåede jeg at flå lidt silkefyr og en god stak af den almindelige fyr ned af hylderne henne på Gug Planteskole. Hjemme igen blev det hele arrangeret i en vældig fart og det endte da både med kalenderlys og adventstingest, så der er ikke et øje tørt og slet ikke efter vi endelig – efter desperate og fortvivlede at have købt ny i går – fandt Alexanders granguirlande med lys, som plejer at flankere bjælken midt i køkkenet.

Den er hængt op. Den nye, som nåede at hænge en dag, er pillet ned og hænger nu i bjælken mellem stue og køkken. Det er som at bo midt i Benneweiss’ fortelt i højsæsonen, men vi elsker det, for vi ved, at Alexander ville have elsket det.

Lad det bare blive jul. Vi har lyskæderne på plads. Skal jeg love for ;-)

Du vil sikkert også kunne lide