20

Den glemte halsvenlighed

I dag skulle vi til Staden. Sådan os fire og bare en smuttur, hvor det meste var den rene hygge og ingen hast.

Kun én ting var sikker; jeg skulle op og reklamere på en skøn lædertaske, Nano fra Marimekko, som desværre allerede efter kort tids brug har udviklet en skade, som ikke lader sig reparere. Heldigvis er der ingen slinger i Marimekko-valsen i Elisabeths butik her i Aalborg. Hun godtog uden at kny og lovede mig, at der snart er en ny på vej, for Marimekkos ting skal jo vare hele livet – hvis man altså selv gider, at de skal ;-)

Jeg har strikket en halsvenlighed i 163 gram Blackhill Chunky Højlandsuld. Gråt naturligvis. Et varmt, venligt vinterhalsrør med indbygget hygge. Tror du, at jeg huskede at montere venligheden, inden jeg tog til byen og fik smagt snevejret? Nej, selvfølgelig ikke …

For øvrigt slog jeg 200 masker op på en pind 5 og strikkede cirka 4 cm rib, inden jeg skiftede til perlestrik (en af mine yndlinge) og efter et passende stykke tid igen afsluttede jeg med endnu 4 cm rib. Skulle jeg gentage, ville jeg finde tålmodigheden frem og strikke røret højere end de 24 cm. Måske ville jeg strikke, til det var 30 eller 35 cm. Måske, men jeg er nu godt tilfreds. Nu skal jeg bare huske det :-)

Du vil sikkert også kunne lide