Virkeligheden er også, at …

Det er ikke meget, jeg har lavet denne weekend. Mest af alt ingenting. Ikke af lyst, men af nød.

Fredag nåede jeg at græde mere end én tåre af medlidenhed med mig selv. Min skulder gjorde så ondt, at jeg slet ikke kunne overskue nogensinde at skulle bruge den igen. Alt bevægelse sendte smertejag op gennem skulderled og ind i nakke og direkte op i kraniet, hvor det forplantede sig med en kraft, jeg sagtens kunne være foruden, men jeg gik på arbejde. Jeg blev kørt. Jeg turde ikke selv køre bil. Det gik fint med at tolke, men det var belastning af et led, som lige nu står og skriger af en inflammation, som erfaringen viser kun vil have ro.

Heldigvis tog jeg mig sammen om eftermiddagen og tog med de unge mennesker ind og møde Lone i byen. Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag og efterfølgende aften, hvor jeg heldigvis fik grinet mere end jeg græd, men jeg er så tyndhudet, at jeg skulle være forbudt for børn.

I dag er jeg vågnet med en skulder, som er bedre. Hvorfor? Jeg har holdt den i ro. Der er lang vej til den er i orden og der er alt for mange grunde til, at jeg er nødt til at ignorere den. Virkeligheden lever ikke altid op til min forestilling om at være god til at passe på mig. Jeg er også bange og et menneske med terminer og behov for havregrød. Jeg vil så gerne, at kroppen bliver ved med at fungere, så jeg kan gøre noget af, jeg holder rigtig meget af, så jeg laver ingenting resten af søndagen og så satser jeg på, at det der koncept med at ignorere virker. Som om …