Ingenting er sort/hvidt. Alting er nuanceret og mangesidet, hvis man tillader sig selv at se det. Det var blandt andet det, jeg arbejdede med i går, inden weekenden for alvor kunne sparkes i gang. Jeg gjorde det i godt selskab og jeg fik et rigtig godt udbytte, så det var en god investering med en sen, fredag eftermiddag i halvmørke på kontoret. Da vi trådte ud på gaden, var det omtrent blevet aften og dagslyset var hastigt på retur.
Inden jeg nåede bilen, var jeg blevet spurgt om det armbånd, der sad omkring min venstre arm. Det kan jeg godt forstå, for jeg er også selv vild med det.
Jeg er næsten monokrom, når jeg vælger tøj. Jeg er meget og ofte sort eller grå. Til gengæld gider jeg godt sprælle (lidt), når det kommer til tilbehøret. Jeg ejer en imponerende samling tørklæder og gerne farverige. Yndlingene er sprængfyldt af farver og råber gerne højt, ligesom jeg gør. Mine smykker er aldrig små og spinkle, men store og også lidt højtråbende. Forleden lod jeg mig lokke i fordærv, da jeg så disse smukke, enkle, men bastante armbånd fra Marimekko.
Armbåndene er købt i Marimekkos Concept Store i Algade i Aalborg.
Min yndling for tiden er sagen til højre. Det er bredt, tungt og med sine striber åbenbart også opsigtsvækkende. Det var det armbånd, der stak ud under frakkeærmet i går, da jeg spadserede hen over Frederikstorv. Da jeg sad inde i bilen, bankede en kvinde på ruden. Jeg rullede ned og hun spurgte, hvor jeg havde købt armbåndet henne, for hun havde bemærket det for et øjeblik siden, da jeg passerede hende.
Jeg spørger også gerne om den slags. Oline synes, at jeg er pinlig, når jeg gør det. Spørger du nogensinde?
54 kommentarer
Ellen
15. november 2012 at 13:23jep det gør jeg- spurgte i torsdags en ung pige i s-toget hvor hendes lækre leggings var fra- de var desværre gamle og af ubekendt herkomst– men de vare fede– og i grå……. :-) men pigen var i sin egen verden og svær at få øjenkontakt med- så jeg skulle lige vinke lidt til hende førend hun var klar på en samtale :-)
Pernille
15. november 2012 at 00:25Jeg bliver oftere spurgt end jeg selv spørger.
Men jeg har spurgt. Et par gange. Hver gang skal jeg lige trække vejret dybt og tro på jeg tør.
Det er ikke farligt, og de fleste bliver glade.
Jeg har et par gange fulgt efter nogen, hvis de var iført et eller andet spændende, jeg lige var nødt til at gennemskue, med mulighed for at kopiere :)
Liselotte
15. november 2012 at 11:44Vi er alt for generte og vi skal bare kaste os ud i det :-)
Marianne Johannsen
12. november 2012 at 11:19Ja – jeg spørger også altid – og ja mine unger synes også jeg er pinlig :O)))))
Atelierbaghuset
12. november 2012 at 09:03Det gør jeg faktisk også selv rigtig tit. Når man først har gjort det én gang, og set hvor glad den man spørger faktisk bliver, så har man ingen problemer med at gøre det en anden gang. Det ER jo et kompliment man giver, og hvem vil ikke blive glad for det?? Jeg synes da selv det er super dejligt, når jeg selv bliver spurgt, BÅDE pga. komplimentet, men også fordi det da er dejligt, hvis man har kunnet hjælpe en anden, til at få fat på noget man selv er glad for og vide, at nu er der en mere, der kan få lov at glæde sig over det. Tit får man oven i købet en ekstra gevinst ud af det, i form at en hygge sludder med en man ikke kendte. Den gode glade fornemmelse bliver siddende i kroppen længe efter :-)
Marianne Bentzen
11. november 2012 at 21:53Jeg spørger glad og gerne, og synes overhovedet ikke, at det er pinligt. Jeg er heller ikke bleg for at give en kompliment, og er tit blevet overrasket over, hvor glade folk bliver.
Kh Marianne
Sidsel
11. november 2012 at 21:19Nemlig. Bare spørg. I dag var jeg i Middelfart i et lille Galleri. Købte keramik. Der var lækker musik i baggrunden. Så jeg spurgte: Hvad hører vi? Og hun tog cd’en op og jeg blev beriget:-))
Lotte Håkansson
11. november 2012 at 12:00Det er så vigtigt at være umiddelbar og spontan, det vil vores bonerte døtre forhåbentlig også indse en dag.
god søndag
Vibe
11. november 2012 at 11:48Altid! Også på skraldefransk !
ellers bider jeg mig i læben af ærgelse bagefter, og har lyst til at løbe tilbage og virke endnu mere klodset i mit ærende :-/
Liselotte
11. november 2012 at 10:54Jeg synes, at det at spørge er en kompliment til den andens smag. Jeg gør det gerne, ligesom jeg øver mig i at huske at give komplimenter, når de er aktuelle. Jeg ELSKER selv at få dem og de er da den største gave, man kan give sine medmennesker på en grå efterårsdag :-)
Therese
11. november 2012 at 10:34Jeg kan sagtens finde på at spørge, om alt fra hvor smykker, sko eller tøj er købt og også om hvilken duft det er personen har på. På den måde får man udvidet sin “hyacint” og det er jo altid godt :-)
Christel Gehlert
10. november 2012 at 23:54Ja jeg er også sådan en der spørger eller kommenterer og mine børn har også altid syntes jeg var pinlig i de situationer.
Eller som når man står i en butik og eksempelvis ser på sko til datteren og jeg så siger til ekspedienten. Vi skal se på sko til Sofie. Så hvisker hun lige så stille: Du behøver altså ikke sige hvad jeg hedder.
Jeg kommer til det igen og igen, mon jeg nogensinde lærer det? og skal jeg?
Kh. Christel
Rikkeprikke
10. november 2012 at 20:25Nej, jeg spørger sjældent. Jeg bliver genert, tror jeg. Men jeg er i dag blevet spurgt :)
Lækre armbånd, du der har.
Ulla Andreasen
10. november 2012 at 19:20Ja, og jeg spurgte også dig hvor i Berlin du købte Knitpro strikkepinde da jeg skulle til Berlin. Jeg fik købt starten på pindene dernede og har så købt flere her i Aalborg, tak fordi du svarede mig. Det er verdens bedste strikkepinde.
Dine nye armringe er bare så flotte.
God lørdag aften til dig.
Tina Andersen
10. november 2012 at 18:26Ja da. Min mand og jeg kørte engang rundt i Sverige og kom forbi et hus ud mod vandet hvor de havde de fedeste træ havemøbler. Jeg fik manden til at standse, imens jeg for ind og ringede på. Det viste sig desværre at familien havde haft møblerne med hjem fra Malaysia (!) men en sjov oplevelse var det.
Tante T
10. november 2012 at 18:05Jeg tager det som en kompliment, når nogen spørger mig. Og håber sandelig andre gør det samme, når jeg stiller nysgerrige spørgsmål :)
Så ja, for pokker, jeg spørger, ellers får jeg jo intet at vide. Fjollet spild af tid på google, – og tænk om man ikke fandt netop det man søgte…
TrineØC
10. november 2012 at 17:33Hvor er dine armbånd smukke.. Må jeg spørge hvor du har købt det…?! ;-)
Vh Trine.
Alice
10. november 2012 at 16:27Da jeg stadig gik i folkeskolen var der en af de ældre drenge der spurgte mig hvor jeg havde mine bukser fra, for han synes de var fede, jeg følte mig lidt sej over at han henvendte sig og sagde dem har min søster syet, hvilket passede. Idag kan jeg godt komme i tvivl om han rent faktisk mente det – bukserne var gule og sorte ternede. Store tern:)
Og ja vi burde spørge mere, når vi ser ting som er skønne:)
Lisbeth
10. november 2012 at 15:56De var jo dritfine da ;)))
Ulla Røjkjær
10. november 2012 at 15:49Jeg elsker at komplimentere på skønne menneskers påklædning…
Catarina
10. november 2012 at 15:41Ja det gær jeg og jeg kan også finde på at sige til en jeg ikke kender som har fede sko/støvler på ” fede skostøvler” eller hvad det nu lige er jeg synes om. :-)
Anne Holtegård
10. november 2012 at 15:20Jeg spørger når jeg ser et flot strikketøj, smykke…. og man får næsten altid et smil og en snak med ejeren. Det har givet mange sjove kontakter og gode informationer. Pinligt? Man kan jo godt spørge pænt!
Mette
10. november 2012 at 15:18Ja da… hvis ikke man er nysgerrig får man jo aldrig noget at vide.
Sidst jeg spurgte var for en uge siden hos frisøren. En af de andre kunder havde en sort oversize sømandssweater på… lige sådan en jeg bare måtte eje. Hun fortalte bredvilligt hvor den var købt og inden jeg kørte hjem fra frisøren var jeg forbi Hasseris Bymidte og købte den sidste de havde :)
Gitte K
10. november 2012 at 15:00Jeg spørg også nogle gange, men skal være ærlig og sige at det kan virke grændeoverskridende, så det kommer meget an på stemningen og ikke mindst den person der skal spørges. Til gengæld har jeg ikke noget problem med at andre henvender sig til mig, der virker det overhovedet ikke grænseoverskridende, måske jeg bare skal huske på det næste gang jeg står og har lyst, men nerverne svigter.
Anne-Mette
10. november 2012 at 14:32Hvis jeg når det inden “en anden halvdel af mig” forhindrer det – så gør jeg. Så fx. et skønt tørklæde om halsen på en kvinde i Netto igår. Jeg ville SÅ gerne spørge… Og prøvede faktisk atsige til mig selv at hun vel ville tage det som en kompliment MEN jeg havde tænkt for længe istedet for bare at “gøre det”. Og i aftes lå jeg så her på sofaen og ærgede mig :-) Fjollet…. Jeg skulle jo have gjort som hende du stødte på; kan godt forstå hun beundrede det. Træet mod det sort/hvide – hvor er det bare flot!!
unikarina
10. november 2012 at 13:23Jeg synes også at det er et kompliment… Jeg siger til mit generte jeg, at jeg aldrig vil møde vedkommende igen – og så spørger jeg.
Jeg mødte på et tidspunkt en ældre dame i den smukkeste strikjakke. Jeg var halvvejs inde i butikken – men måtte ud efter hende igen. Jeg fik historien om hendes strik, som var 40 år gammel. Jeg var glad for historien og inspirationen. Hun var glad for komplimenten.
unikarina
10. november 2012 at 13:24Glemte at sige at armbåndene er MEGET smukke…
diana rose
10. november 2012 at 13:19Kæreste Liselotte.
Jo, jeg spørger uden blusel, hvis der er noget jeg absolut må eje, og bliver da også smigret, hvis nogle spørger til mit bling-bling, enten det er af ægte eller ubestemmelig herkomst, men da jeg er en stor pige, skal jeg også have store, iøjenfaldende smykker – jeg gemmer mig ikke. Omvendt oplever jeg også at kvinder “ignorerer” en- med det ene øje, for ikke at vise begejstring, men mænd derimod tor komplimentere. Da jeg gik på arbejde – i en reception på en kursusejendom – kom en af underviserne trofst hver dag og sagde: “Jeg skal se, hvad du bærer på dit bryst i dag, Diana”. Jo, jeg kunne godt ligne et fastelavnsris engang imellem, og kan da glæde mig over, mange har fået lidt på opleveren på den konto. Når jeg engang skal herfra har jeg sagt til min unger, at de kan gøre som i Indien, lægge mig ovenpå det hele og sætte ild til, så vil de se på hinanden og smile og sige i kor: “men husk, hun holdt lige meget af det hele”.
Week-endknus fra Diana
Violykke
10. november 2012 at 12:54Ja og mine omgivelser, syntes også jeg er pinelige, men der er to ting i det først for jeg viden, og folk bliver glade nånamna spøger ind til deres ting, har jeg bemærket.
Anne
10. november 2012 at 12:16Jeg spørger også glad og gerne og har med tiden lært, at de fleste bliver glade når de bliver spurgt…mine børn synes vel også jeg er lidt pinlig, men det er deres sag :)
lad os spørge lidt mere … Det giver smil i gadebilledet :)
Liselotte
10. november 2012 at 12:19Nemlig :-)
Heidi
10. november 2012 at 11:54Hold da op en gang vrøvl fra iPad’en . Jeg spurgte en gang en pæn mand i kassekøen i Brugsen, hvilken aftershave han brugte. Duftede fantastisk. Han blev glad og smigret ,og jeg fik navnet på duften, imens min datter gravede sig rødmende ned haha
Liselotte
10. november 2012 at 12:05Stavekontrol er ind imellem en ustabil og overraskende følgesvend :-)
Helma
10. november 2012 at 11:52Jeg synes helt sikkert vi skal ødsle meget mere med alle de komplimenter, der ligger lige på tungen :-)
Indimellem går det for vidt, og så bliver jeg en snerpe. Forleden var jeg ‘ude’ og fik en positiv kommentar til en hjemmestrikket cardi’. Jeg kendte hende ikke, men hun spurgte om jeg ville sende opskriften. Det kunne jeg ikke – grundet copyright – men fortalte hvor hun skulle lede … og at den var engelsksproget. Tror slet ikke mit svar faldt i god jord, for svaret blev at “så skulle hun både til at betale for opskriften OG bruge tid på at oversætte OG at det hele var nemmere hvis jeg bare kopierede og sendte til hendes adresse”.
tsk tsk
god weekend
Liselotte
10. november 2012 at 12:05Hende kender jeg også, Helma ;-)
Heidi
10. november 2012 at 11:51Jeggåsegang spurgte en gang en panamansk midt i køen ibrugtagen,hvilken aftershave han brugte. Han duftede fantastisk. Han blev smigret og glad,jeg fik navnet på duften og min datter gravede sig ned imens haha
Lone Veggerby
10. november 2012 at 11:13altid. ellers går man jo hen og drømmer uden mulighed for at føre drømmen ud i livet;-)
Liselotte
10. november 2012 at 12:06Præcis, Lone! :-)
FRØKEN LARSEN I/S
10. november 2012 at 11:03Faktisk har jeg lært det af min datter. Kunne (ifht. min opdragelse) aldrig finde på det før, men havde jeg passeret dig med det armbånd, ja så havde jeg helt klart også spurgt – nu.
Har nu også selv oplevet at blive spurgt i forhold til et farvestrålende , strikket sjal – hjemmegjort forstås. Så bliver man lidt glad i låget.
Jo, de kære børn kan gi´ meget igen, hurra for det.
Kh. Lene.
Liselotte
10. november 2012 at 12:06Jeg synes sagtens, at man kan spørge :-)
Tove
10. november 2012 at 10:44Min mand og jeg var ude at spise frokost forrige søndag (på Røgeriet i Hvide Sande). En kvinde havde den smukkeste brændte orange strikkede tunika på – den havde også et flot hulmønster under bærestykket. Jeg sad og tænkte på om, jeg kunne gå over spørge om opskriften, men gjorde det ikke. Jeg har fortrudt det lige siden :( Så det er bare super, at nogen tør spørge. Jeg selv ville også blive glad, hvis jeg blev spurgt.
Rigtig rigtig god weekend – her sidder jeg i sofaen og venter på datter, svigersøn og Villy på 18 mdr dukker op fra Vesterbro. OM jeg er glad.
Liselotte
10. november 2012 at 10:46Vi må ud af busken, Tove. Jeg er sikker på, at kvinden ville have oplevet det som en kompliment til hendes smag og dem giver vi jo i virkeligheden alt for få af. Øv, hvor ærgerligt, at du nu skal ærgre dig. Måske tør du næste gang? Jeg ville i hvert fald blive glad, hvis det var mig, du spurgte :-)
God fornøjelse med det hyggelige besøg :-)
Helle
10. november 2012 at 10:43Flotte armbånd :-) Og ja, jeg kunne også sagtens, til ungernes store fortrydelse, finde på at spørge en på gaden. Hvis vedkommenet, ligesom du, ser “åben” og venligstemt ud ;-)
god weekend til Jer
Helle
Liselotte
10. november 2012 at 10:45Vi spørger da bare, Helle! :-)
GitteSP
10. november 2012 at 10:40Fedt armbånd. Fedt fedt fedt……… og endnu mere fedt at hun spurgte.
Jeg oplevede en gang at en kvinde smilende gik mig i møde på gaden, jeg smilede forsigtigt igen – kendte hende jo ikke- vi gik ind i den samme butik og her gik hun rundt om mig og spurgte til min frakke, som hun var vild med………. uha, det kan jeg leve længe på!
god lørdag
Liselotte
10. november 2012 at 10:44Lige præcis, Gitte. Vi oplever det jo som en kompliment og dem kan man kun få for lidt af :-)
Kirsten
10. november 2012 at 10:35Jeg forstå sandelig godt hun spurgte, det ville jeg også ha’ gjort.
Øjet spørger gerne vildt fremmede skohorn de har købt deres sko …. Men jegelan også finde på at rose fremmede, hvis de bærer noget jeg synes om. Sidst var en pige der havde Mega Musel tatoveret på sin arm – vildt flot (selvom jeg ikke er til tatoveringer :)
Liselotte
10. november 2012 at 10:44Jeg synes også, at det er en kompliment og dem giver vi alt for få af her i Danmark, Kirsten :-)
Malene
10. november 2012 at 10:33Jeg øver mig i at spørge, for jeg bliver selv så glad, når andre spørger mig :)
Liselotte
10. november 2012 at 10:43Nemlig, Malene :-)
Lene
10. november 2012 at 10:29Desværre nej, men det vil jeg bestræbe mig på fremover, for det er da en kompliment til den, der bærer de smukke smykker. Du har en smuk og sikker smag. Rigtig god lørdag til jer :-)
Liselotte
10. november 2012 at 10:43Det er nemlig en kompliment og jeg bliver i hvert fald glad, når nogen spørger :-)
Randi
10. november 2012 at 10:01Det er jo et klap på skulderen, når folk spørger om et eller andet af den karakter. Jeg er ikke god til selv at stile den slags spørgsmåk til folk, jeg ikke kender – men jeg ville ønske, at jeg var :-)
Liselotte
10. november 2012 at 10:42Jeg bliver selv glad, når andre spørger og jeg spørger også andre, fordi jeg netop synes, at de har en fantastisk smag, så det er da en kompliment :-)