Alt hvad remmer og tøj kunne holde og lidt til…

Gårsdagen blev brugt på at rydde op og rydde i bund. Vi er rodehoveder, så det er en tilbagevendende beskæftigelse, som er nødvendig, hvis vi skal have det rart, når vi er hjemme og det er vi jo nogen, der er i disse dage.

Undervejs faldt jeg over min elskede Mandarina Duck købt i Berlin for fem år siden. Den er brugt flittigt, for jeg havde næsten ret, da jeg skrev, at jeg ikke længere ville have brug for andre tasker. Jeg har virkelig været glad for den og den har fulgt mig trofast og fundet sig i, at den konstant er proppet med en stor del af mit liv, men den slags slider og nu trænger den virkelig til en troldmand, som kan redde det, der engang var smukke, helstøbte og handskebløde, brede stropper. De minder efterhånden mest af alt om et stykke road-kill.

Tasken er lagt til side med intention om at få den indleveret hos en kærlig skomager, som kan trylle med læderstikninger, som holder og giver plads til hverdagsbrug i min verden, for tasken fejler ikke andet, end trætte remme, som forhåbentlig kan genoplives.

I går kunne jeg fornemme, at den ikke var tom og tog lige et ekstra kig ned i den. Der var de jo!

Jeg har ledt huller i jorden efter mine elskede Koss Porta Pro, som er nærmest uundværlige. Jeg har længe klaret mig med små alternativer, som sidder i ørerne og lukker af for alt det, jeg også gerne vil, så gensynsglæden var stor, da jeg fandt dem liggende i den lille, praktiske stoftaske med de smukke, grå blomster og så lå de endda i selskab med en lille møntpung, jeg har til mønter og gemte refundérbare parkeringsbilletter.

Nu ender det måske med nyt liv til min elskede taske og oven i penge til at betale for reparationen med. Måske jeg skulle rydde op lidt oftere? Nej, vel?