Aviemore

Et af vores overnatningssteder i Skotland var planlagt til at være Hilton Coylumbridge Hotel i Aviemore. Aviemore er en lille by beliggende inde midt i Cairngorms National Park. Den er yndet som udgangspunkt for vandreture i Cairngorm Mountains og det blev også tydeligt, da vi fik sat tænderne i den, men inden var der turen fra Inverness og ind gennem en lille del af højlandet. Ikke at vi så meget andet end bløde bakker på turen, men de var pokkers pæne, de bakker.

Her er vi på vej ind i bakkerne. Vejen her er en af de absolut bredeste, vi nåede at køre på i dagene i Skotland. De fleste er små, smalle landeveje og det kunne måske irritere, hvis man skulle tilbagelægge mange hundrede kilometer, men det skulle vi på intet tidspunkt. Jeg havde tilrettelagt dagene, så der var rum til at være langsomme, fordi vi på den måde havde mulighed for de pauser, vi måtte have lyst til.

Kenneth var chauffør på hele turen. Det var ikke, hvad vi havde planlagt hjemmefra, men han er ikke vældig god til at være passager og vi andre er ærlig talt gerne fri for at køre, fordi det levner så meget mere plads til at nyde landskaberne. Når muligheden var der, var han til gengæld rigtig god til at trække ind til siden, så vi alle fik muligheden for at komme ud og strække ben og han uforstyrret kunne nyde udsigten.

Vi kørte langsomt ind gennem de bløde bakker og de smukke udsigter. Vi ankom til hotellet allerede inden frokosten, så vi satte os kort i loungen og drak en god kop kaffe, mens vi iagttog alt det liv, der udspillede sig i sådan et hotelområde.

Kenneth var oppe for at høre, hvornår vi kunne regne med at værelserne var klar og da de først ville være klar om eftermiddagen, besluttede vi os for at tage byen i nærmere øjesyn.

Byen er en hovedgade. Ikke særligt lang. Ikke særligt spændende, men spækket med butikker, der udbyder fritidsudstyr af enhver art og tilsyneladende meget gerne Salomon. Desuden ligger her et lille supermarked, en gyser af en dametøjsbutik, en genbrugsbutik, politistationen, en afdeling af rådhuset og sikkert også lidt andet, jeg har glemt, men stor er den ikke og det er tydeligt, at den altovervejende del af byens salg, ligger i forlængelse af de turister, der kommer her for at vandre eller stå på ski.

Vi spiste en hurtig frokost på en lille sted, som tydeligvis lever af turister. Vi fandt ikke andre steder, som tiltalte os mere. Måske så vi os ikke for, men det var i hvert fald her, vi endte. Her kunne vi få en burger.  Burger skal man ikke spise i Skotland. Så er det sagt. Det har de altså ikke talent for, men til gengæld er det den eneste gang, jeg er blevet skuffet over maden derovre.

I Aviemore demonstrede vejret også sit talent for skift. Vi nåede at opleve adskillige skift mellem varm efterårssol og knaldblå himmel og få øjeblikke efter silende regn ledsaget af en vind, som gjorde det til en meget ucharmerende oplevelse at færdes på gaden.

Godt nok skinnede solen nådigt, når vi var ude, men der var tydeligvis andre, som ikke havde været lige så heldige. Denne hund sad trofast og længe og ventede udenfor den samme butik på hovedgaden. Også når bygerne strøg forbi, som du kan se på den.

Byen var hurtigt set. Vi manglede ikke lige fritidsudstyr og vandreskoene havde vi allerede med, så da tiden nærmede sig for, at vi kunne få udleveret nøgler til værelserne, fandt vi hurtigt vej op til bilen og ind gennem skovbrynet, for at finde en parkeringsplads foran hotellet.

Vi fik udleveret nøglerne og så kravlede Kenneth og jeg ellers op af en trappe, vi hurtigt enedes om måtte være bag-/brandtrappen, for den var så smal, at man faktisk kun kunne forcere den med sin bagage skruet på enten for- eller bagsiden af kroppen. Ikke nogen hensigtsmæssig stilling, når man skal løfte kuffert, kan jeg hilse og sige.

Det var ikke bag- eller brandtrappen. De mente rent faktisk, at denne trappe var egnet til menneskebrug. Som om, for sjældent har jeg da oplevet noget så smalt og uigennemtænkt, som den trappe. Det skulle vise sig, at også mors trappe, som lå i den anden ende af hotellet, var smal og mørk. Så meget for at have en imponerende, lys og lækker lounge, siger jeg bare, men foran os ventede, ifølge hotelbeskrivelsen, værelser med marmorbadeværelser og luksusmøbler. Som om, for plastiklaminerede møbler med træ-look og badeværelse med – måske, for jeg er stadig i tvivl – marmorfrise over badekarret ligner lidt “en svale gør ingen sommer”, men her var rent og vi skulle jo kun sove, så storsindet vandt og vi smed kufferterne og fandt igen vej ned i loungen, hvor vi havde sat mor i stævne. Vi ville ud og se på faciliteterne.

Hilton Coylumbridge Hotel er nemlig ikke bare hotel i traditionel forstand. Her er alt, hvad hjertet kan begære. Måske. Her er i hvert fald et kæmpestort område, som rummer to swimmingpools, sauna, motionsrum, klatrevæg, minigolf, tennis, trampoliner, gokart-bane, cykler, kunstig skibakke, spa, massage, café, kæmpestor hal fyldt med alskens spil, legeredskaber og mulighed for forældre for at langtidsparkere børnene, butik, pub, bar, spisesteder, et kæmpestort område med hytter og så havde hotellet for øvrigt selv to restauranter i stueetagen.

Vi travede en tur i området, for at samle lidt appetit til aftensmaden, som skulle indtages i hotellets restaurant. Hytterne, som lå spredt i skoven bagved hotellet, var stort set udlejet allesammen. De så rigtigt hyggelige ud og området er skønt, så de er en ekstra tanke værd, men vi fandt aldrig rigtigt ud af, hvad vi mente om stedet og konceptet, for dele af det var tænderskærende frygtelige og der var ingen tvivl om, at dette var et familiehotel, som nærmede sig vores Lalandia, for der var børn overalt.

Vi holder meget af børn herhjemme, men vi holder allermest, når de er udstyret med forældre, som forstår at tilgodese deres behov, så de ikke skal søge dem dækket alle mulige andre steder og på helt igennem irriterende måder. Man skylder sine børn nærvær, når man tager dem med på hotel. Det skylder man for øvrigt også de andre gæster, som er på stedet.

Efter traveturen indtog vi en overraskende velsmagende aftensmad i hotellets smukke restaurant. Det viste sig, at aftenens – for øvrigt omfattende og spændende – menu-kort stod til fri disposition. Man kunne vælge frit og ubegrænset fra kortet. Maden var inkluderet i værelsesprisen og så ser man jo straks med blidere øjne på “luksusmøbler” og “marmorbadeværelse”, for maden var den fineste gourmet-restaurant værdig og der var rigeligt af den.

Vi var mætte, da vi rejste og fra bordet. Vi var rigtigt mætte. Og trætte. Vi gik snart hver til sit og jeg endte med benene oppe, et strikketøj og nyhederne fra tv’et, som for øvrigt var lige så ringe, som det internet, de kun havde i loungen nedenunder. Intet internet på værelserne og kun ringe forbindelse på fællesarealerne. Det er bare ikke godt nok i 2012, men når det er sagt, så var det en udmærket oplevelse at bo på Hilton Coylumbridge Hotel og så har vi da også prøvet det :-)