27

Så fik lørdag ben at gå på

Min ferie er skudt i gang med en skøn fredag eftermiddag og aften i selskab med mine yndlinge. Hele familien var på shopping og bagefter ude at spise, hvor de unge mennesker gerne ville spise. Den sidste del af aftenen blev tilbragt i overspisningens effektive afmagt på sofaen og på langs. Bagefter sov jeg. Længe og godt.

Jeg vågnede op til mørke, blæst og regn. Oskar og jeg var ude i det, men ikke i lang tid. Bagefter fandt vi hurtigt ind under dynen igen. Mig med en kop kaffe og iPad, så jeg kunne surfe og hygge. Det der med at kravle under dynen igen er en øvelse, jeg bliver bedre og bedre til.

Jeg kommer vidt omkring, når jeg sådan lader mig forføre af forskellige blogs. I dag kom jeg forbi en af mine yndlingsstrikkeblogs, Gåsehavehuset. Charlotte strikker smukt og tager delikate og indbydende billeder, så jeg elsker, når der er nyt at kigge på hos hende. I dag var der halsrør på pinden og jeg forelskede mig øjeblikkeligt.

Det tog ikke mange sekunder at gennemskue mønstret og garn havde jeg jo rigeligt af, så der var kun to skridt ind til fibre og strikkepinde og der gik ikke mange minutter, før jeg var i gang.

Jeg startede med kvaliteten til højre. En tråd Blackhill Højlandsuld og en tråd Blackhill Alpaca. Så lagde jeg det til side og startede på kvaliteterne til venstre. En tråd Blackhill Højlandsuld og en tråd Blackhill Kid Mohair Silk. Nu er jeg i vildrede. Faktisk er de smukke begge to og akkurat lige lækre, så det er vist bare et spørgsmål om at tage en beslutning.

Jeg kan ikke! Kommer du og gør det for mig?

Du vil sikkert også kunne lide