Pausebilleder fra turen fra Cruden Bay til Moray Firth

Fra Cruden Bay skulle vi bevæge os mod Inverness. Vi var af nogle blevet anbefalet at springe over, men andre varmt anbefalede os at tage her til. Jeg endte med at beslutte, at vi skulle have chancen for at opleve delfiner, hvilket er en mulighed i Moray Firth, som vi skulle bo ud til. Jeg havde fundet et virkelig skønt B&B, hvis ellers det kunne leve op til mine forventninger, for billeder var det sparsomt med, men beliggenheden var i top og resten ville først vise sig langt senere denne torsdag, hvor vi bevægede os ind gennem et lille stykke af det smukke, skotske natur.

Der er landbrug allevegne. I virkeligheden minder denne del af Skotland mig en del om Himmerland. Jeg elsker Himmerland, så det er en sammenligning gjort med kærlighed.

Vi havde god tid. Jeg havde ikke planlagt længere dage, end der var tid til at stoppe, pause og nyde akkurat, som vi havde lyst til. Det blev vi gode til at benytte os af, men det krævede, at vi var alene på vejen, for det var stadig uvant at køre i venstre side og med fartglade skotter, som snildt synes, at en lille, smal landevej kan bære 120 km/timen, var det nemmest at få smidt bilen ind til siden, hvis ingenting distraherede. Sådan må man indrette sig, så det gjorde vi.

Her snupper vi en pause. Jeg står foran lejebilen, mens de andre er på vej ind i krattet. Jeg har lige beundret udsigten bag mig, men nu vil jeg med på opdagelse. Her dufter vidunderligt af våd skovbund og vi er klar over, at inde bag træerne gemmer sig en eller anden overraskelse, som vi må have taget hul på.

Da vi når længere ind i krattet, kan vi godt se, at vi er kommet på dybt vand. Her rider tydeligvis heste. Stien er revet op af hove, som har æltet det der engang var en fornuftig gangsti om til en blød, leret masse, men vi fortsætter ufortrødent og vi belønnes også med et herligt møde med skønne, krøllede køer.

Køerne hører til gården, som skimtes nede for enden af engen. Her er helt stille. Ikke en lyd når os, da vi står på kanten af engen og beundrer de smukke, krøllede køer, som har travlt med at spise græs og lade sig fede op til senere slagtning. På en mark ved siden af går tyren. Han er alene og han er heldigvis i godt lune. Jeg kigger på indhegningens ringe beskaffenhed og jeg er glad for, at det er Ferdinand de har gående ;-)

Da vi senere når ud på vejen igen, kan jeg se en bonde, der er i gang med at flytte sin tyr på en mark et stykke væk. Han gør det i sin landrover. Ikke noget med at komme ud og være tæt med sådan et dyr, kan jeg se og jeg forstår ham. Tyren er lige så stor som bilen. Jeg skulle heller ikke nyde noget.

I de næste dage skal vi også opleve bønder, som flytter store fårflokke med hjælp fra deres fårehunde. Jeg drømte, inden vi ankom, om at få lov til at se dette. Jeg har én gang set Berit Kiilerich i aktion og jeg har aldrig glemt det. Det er fascinerende at se det tætte samarbejde, der er mellem menneske og hund. Nu får vi det at se, men kun på afstand.

Pausen var velkommen. Vi fik strakt benene, smagt den friske luft og mod på endnu flere kilometer i selskab med hinanden og de skotske bilister, som er hensynsfulde og friske. Inden vi indtager bilen igen, finder vi vand frem, indretter os med uldsweatre og tørklæder, smider jakkerne på bagsædet og gør os det i det hele taget behageligt, for der venter stadig nogle timers rejse, inden vi ankommer til destinationen, som er en omtrent øde tange lige udenfor Inverness.

Vi tager os selvfølgelig lige tid til endnu en gang at beundre udsigten, inden vi lægger fra land. Skotland er betagende smukt.